Afgørelse

Spørgsmål om grundlag for ydelse af finansieringstilsagn ved tilbygning til ejendom.

Indledning.

Denne klage vedrører indklagedes kreditgivning i forbindelse med klagernes gennemførelse af en tilbygning til klagernes faste ejendom.

Sagens omstændigheder.

Klagerne rettede i september 1998 henvendelse til indklagede med anmodning om, at indklagede ydede lån i forbindelse med en påtænkt tilbygning til klagernes faste ejendom. Klagerne har anført, at det totale lånebehov var ca. 350.000 kr., og at indklagede meddelte, at det så fornuftigt ud, og at de kunne gå videre med planerne.

Klagerne udarbejdede et budget for 1999. Af budgettet, der er dateret 1. december 1998, fremgår, at klagernes samlede udgifter herunder husholdningsudgifter udgjorde ca. 417.000 kr. Indtægterne var 437.800 kr., hvoraf 74.800 kr. var børnefamilieydelser og børnepenge vedrørende klagernes sammenbragte børn.

Indklagede har anført, at man på baggrund af modtagne oplysninger udarbejdede boligberegninger. Man har ikke længere kopi heraf, men klagerne modtog kopi af beregningerne.

Indklagede godkendte den endelige finansiering af tilbygningen, og den 26. maj 1999 underskrev klagerne et boliglån på 220.000 kr., der skulle afvikles over 25 år.

Den 21. juli 1999 ydede indklagede klagerne et yderligere boliglån på 100.000 kr., som skulle afvikles på 5 år.

Klagerne har anført, at byggeriet var færdigt i ca. juni/juli 1999. De samlede udgifter ved tilbygningen var ca. 660.000 kr. I september 1999 udarbejdede de et nyt budget, som blev afleveret til indklagede, og hvoraf fremgik, at to af de hidtil hjemmeboende børn var flyttet. Primo januar 2000 blev et nyt budget udarbejdet og overleveret til indklagede. Medio marts 2000 flyttede endnu et af deres børn til dennes anden forældre. De udarbejdede et nyt budget, som viste et årligt underskud på 32.000 kr. og kontaktede indklagede med oplysning om, at de ville sælge ejendommen. I denne forbindelse ydede indklagede en boligsalgskredit på 15.000 kr. Kreditten blev forhøjet flere gange i løbet af 2000, og den 8. april 2001 underskrev de kreditkontrakt om forhøjelse af kreditten til 130.000 kr., som forfaldt den 1. juli 2001.

Indklagede har anført, at som følge af at ejendommen ikke blev solgt samt klagernes misligholdelse af engagementet, blev dette i juni 2001 overgivet til indklagedes inkassoafdeling.

Den 3. juni 2002 udtog indklagede stævning mod klagerne med påstand om betaling af 150.843,48 kr. svarende til restgælden på kassekreditten pr. 25. april 2002.

Ved svarskrift af 11. juli 2002 påstod klagerne frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb. På klagernes anmodning er retssagen udsat på forelæggelse for Ankenævnet.

Parternes påstande.

Klagerne har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede skal anerkende, at de ikke skylder noget vedrørende kassekreditten, subsidiært at de alene skylder et mindre beløb.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at det bestrides, at de har modtaget boligberegninger som anført af indklagede. Det kan derfor ikke lægges til grund, at indklagede har foretaget sædvanlige og tilstrækkelige beregninger samt gennemgået deres økonomi.

Indklagede har et rådgiveransvar, uanset om de fremlagte budgetter er udarbejdet af dem selv. Indklagede må som rådgiver og långiver kritisk gennemgå et sådant budget samt opstille et nyt.

Indklagede har givet mangelfuld rådgivning, herunder foretaget mangelfuld undersøgelse af deres økonomi, hvorpå deres mulighed for at tilbagebetale lånene var baseret.

Af budgetskemaet fremgår, at deres indtægter i væsentligt omfang udgjorde børnepenge og børnecheck. Indklagede har på intet tidspunkt rådgivet om, at deres økonomi ikke burde være baseret i så høj grad på disse ydelser, særligt når der henses til, at der var tale om optagelse af 30-årigt boliglån. Som professionel har indklagede et udvidet rådgiveransvar.

Indklagede har anført, at de omhandlede budgetter blev udarbejdet af klagerne selv, og at budgetterne ikke var forkerte på det tidspunkt, hvor de blev udarbejdet.

Det kan ikke medføre et erstatningsansvar for indklagede, at de i budgetterne forudsatte børnebidrag og børnecheck bortfaldt på grund af børnenes fraflytning.

Indklagede vurderede alene klagernes mulighed for økonomisk at klare forpligtelserne ved tilbygningen, men var ikke rådgiver med hensyn til, om et eventuelt salg af ejendommen kunne dække anskaffelsesprisen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerne har underskrevet gældsbrev vedrørende de ydede lån samt kreditkontrakt vedrørende kassekreditten. Klagerne hæfter således for opfyldelsen af engagementet over for indklagede.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede begik fejl eller forsømmelse i sin rådgivning af klagerne i forbindelse med fremlæggelse af budgetter mv., herunder ved ikke at have henledt klagernes opmærksomhed på, at en forudsat nettoindtægt fra børnepenge m.v. kunne ophøre ved børnenes fraflytning til den anden af forældrene.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.