Afgørelse

Spørgsmål om vilkår for tilbud om realkreditlignende lån

Indledning

Denne sag vedrører hvilke vilkår Sydbank kan fastsætte i forbindelse med bankens pligt til, i henhold til afgørelse fra Ankenævnet, at tilbyde klageren et lån på 130.000 kr.

Sagens omstændigheder

Ved afgørelse af 9. marts 2012 i en sag mellem Sydbank og klageren udtalte Ankenævnet følgende:

"I sagen 160/2010 bestemte Ankenævnet, at Sydbank skulle stille klageren som om han i juni 2009 havde optaget et realkreditlån med et provenu, der var 130.000 kr. højere end tilfældet var, og havde nedbragt sit boliglån i banken tilsvarende.

Ankenævnet finder, at dette kunne ske ved, at banken tilbød klageren et lån på 130.000 kr. på samme vilkår som det lån i Totalkredit, som klageren fik udbetalt den 27. juli 2009. Det vil sige et lån med en rente, der følger realkreditlånets rente- og bidragssats, herunder rentetilpasningsterminerne. Løbetid, optagelses- og indfrielsesvilkår skal ligeledes svare til realkreditlånet, herunder optagelses- og indfrielseskurserne.

Derudover finder Ankenævnet, at klageren har krav på godtgørelse af den merrenteudgift han har haft ved ikke at have haft adgang til et sådant lån. Godtgørelsen skal tage udgangspunkt i Sydbanks udregning, dog således, at merrenteudgiften opgøres som den faktiske forskel i renten på et boliglån i Sydbank svarende til det lån klageren havde i banken, og renten og bidraget på Totalkreditlånet i perioden indtil klageren måtte få tilbudt et lån som beskrevet ovenfor.

Godtgørelsen skal tage højde for skattefordelen ved en højere rentebetaling. Ankenævnet finder det sandsynligt, at det beløb [på 8.811,03 kr.] Sydbank har betalt til klageren overstiger en sådan godtgørelse, da bankens beregning vedrører en periode på 5 år. Såfremt godtgørelsen overstiger det beløb, som klageren skulle have haft i henhold til det oven for anførte, skal klageren tilbagebetale det overskydende beløb. Det gælder dog kun, hvis klageren vælger at optage lånet på 130.000 kr."

Den 12. marts 2012 bad klageren banken opfylde afgørelsen, men opfordrede samtidig banken til i stedet at tilbyde et kontant beløb til endelig afslutning af sagen.

Ved brev af 20. marts 2012 tilbød banken klageren betaling af 5.000 kr. ud over det beløb på 8.811,03 kr., som banken tidligere havde betalt.

Ved brev af 29. marts 2012 tilbød klageren et forlig, hvorefter banken skulle betale 32.024,78 kr., hvilket banken ikke var indstillet på.

Den 16. april 2012 tilkendegav banken, at den ville udarbejde lånedokumenter til klageren, hvis han bekræftede, at han var indstillet på, at der blev tinglyst pant i ejendommen for lånet. Banken tilkendegav videre at ville afholde de omkostninger, der alene ville være en følge af, at lånet ville blive etableret særskilt, hvorimod klageren skulle afholde øvrige tinglysningsomkostninger.

Parternes påstande

Den 19. juni 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der opfatter klagerens påstand således, at Sydbank skal tilbyde et lån på 130.000 kr. uden krav om pant i klagerens faste ejendom. Desuden ønsker klageren, at Ankenævnet fastsætter renten på lånet og anviser, hvordan den skal beregnes hvert 5. år, hvem der skal bære hvilke låneomkostninger samt størrelsen af den godtgørelse, som banken skal betale.

Sydbank har nedlagt påstand principalt om afvisning og subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Ankenævnets afgørelser i sagen desværre ikke har givet anledning til en afklaring mellem parterne.

Der er fortsat uenighed om, hvordan afgørelsen skal tolkes.

Det er Sydbank alene, der bærer ansvaret for den fejl, der er begået og som Ankenævnet har truffet afgørelse om. Derfor kan Sydbank ikke kræve sikkerhedsstillelse tre år efter, at fejlen er blevet begået, og hvor der desuden efterfølgende har været en periode med lavkonjunktur på boligmarkedet med faldende ejendomsvurderinger til følge.

Der er desuden ikke enighed mellem parterne om, hvad renten for det fremtidige lån skal være eller hvem der bærer hvilke omkostninger i forbindelse med optagelsen af lånet.

Endelig er der uenighed om størrelsen af den godtgørelse Sydbank skal betale frem til det tidspunkt, hvor et lån blev tilbudt.

Det eneste parterne er enige om er, at der i fremtiden vil være stor risiko for nye uenigheder, når lånevilkår skal fastlægges hvert 5. år de næste 27 år.

På grund af den uret Sydbank gjorde imod ham, har han i mere end to år haft en anden bank, og han er bekymret for at genoptage et samarbejde med Sydbank. Sydbank har telefonisk og pr. brev givet udtryk for, at banken ikke ønsker at indgå i et kundeforhold med ham igen.

Det er ikke lykkedes ham at finde en lignende sag, hvor en kunde og en bank af Ankenævnet er blevet tvunget tilbage i et kundeforhold. Man må formode at en domstol ville udmåle en erstatning.

Han har været initiativtager til et eventuelt forlig, men banken har ikke været indstillet på at indgå i en seriøs dialog. Banken har uretmæssigt suspenderet Ankenævnets afgørelse, som pålægger banken at betale en godtgørelse indtil han har fået tilbudt et lån.

Banken har aldrig fremsendt papirer med de nøjagtige lånevilkår.

Sydbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der ved den nu tredje klage til Ankenævnet vedrørende samme sag intet nyt er fremført af klageren. Klagen er alene indgivet som følge af parternes uenighed om forståelsen af Ankenævnets seneste afgørelse i relation til spørgsmålet om bankens ret til pant i klageren ejendom for lånet.

En realitetsbehandling af klagen vil være en accept af, at enhver klager kan få Ankenævnets allerede afsagte kendelser "fortolket" i urimelige detaljer.

Den af klageren senest indleverede klage vil næppe blive den sidste, da klageren må forventes at være uenig også i relation til alle andre forhold, hvor indklagede skal fastsætte vilkår svarende til klagerens tidligere realkreditlån.

Klageren har ikke inden otte uger fra Ankenævnets afgørelse anmodet om et lån som fastslået i afgørelsen, men derimod anmodet om et lån uden at skulle stille pant.

Til støtte for frifindelsespåstanden gør banken gældende, at det følger af Ankenævnets afgørelse, at banken har krav på pant i klagerens ejendom, da banken skal tilbyde klageren et lån på samme vilkår som det lån i Totalkredit, som klageren fik udbetalt. Totalkredit ville ikke kunne tilbyde klageren et lån, der ikke havde pant i klagerens ejendom.

Bankens manglende opfyldelse af afgørelsen beror på klagerens forhold, da klageren ikke har villet anerkende bankens ret til pant i klagerens ejendom.

Der er ikke aktuelt uenighed om rentevilkår, omkostninger i forbindelse med låneoptagelsen eller andre forhold.

Banken har ikke "afvist afgørelsen". Det er derimod klageren, som har anmodet banken om et lån på andre vilkår end hvad der følger af afgørelsen.

Ankenævnets bemærkninger

Det fremgår af Ankenævnets afgørelse af 9. marts 2012, at Sydbank skal tilbyde klageren et lån på samme vilkår, som gælder for det lån i Totalkredit, klageren optog i juni 2009.

Lånet i Totalkredit blev optaget mod sikkerhed i hans faste ejendom. Sydbank har derfor været berettiget til at stille krav om, at lånet på 130.000 kr. blev givet mod sikkerhed i hans faste ejendom. Sydbank har inden for tidsfristen i afgørelsen af 9. marts 2012 tilbudt klageren det i afgørelsen nævnte lån. Da klageren ikke har ønsket at gøre brug af tilbuddet, er Sydbank ikke forpligtet af dette.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.