Afgørelse

Spørgsmål om banks modregningsadgang

Indledning

Denne sag vedrører, om Arbejdernes Landsbank var berettiget til at foretage modregning i beløb indgået på NemKonto efter bankens opsigelse af kontoen og udtagelse af stævning mod kontoindehaveren.

Sagens omstændigheder

Klageren i denne sag repræsenterer sin datter, D, der i august 2010 ifølge fuldmagt til klageren fik oprettet en erhvervskredit [konto nr. -574] på 900.000 kr. i Arbejdernes Landsbank.

Ifølge kreditaftalen skulle indfrielse eller aftale om videre afvikling af kreditten ske den 1. august 2011.

Til sikkerhed for kreditten fik banken pant i et ejerpantebrev på 905.000 kr.

Kassekreditkontoen var registreret som NemKonto for D’s enkeltmandsvirksomhed, der udbød juridisk rådgivning.

Den 23. februar 2012 opsagde banken kontoen og engagementet overgik til inkassobehandling i banken. Banken opgjorde i den forbindelse sit tilgodehavende til 1.082.657 kr. eksklusiv tilskrevne renter fra den 1. januar 2012.

Den 30. maj 2012 blev virksomhedens Nem-ID spærret, da det ikke længere var i brug.

Samme dag udtog banken stævning mod D.

Den 6. juni 2012 sendte realkreditinstituttet R’s advokat en panthaverforespørgsel til banken, da R havde begæret D’s ejendom solgt på tvangsauktion pr. den 14. august 2012.

Den 20. juli 2012 udrejste D til USA.

Efter salget af D’s ejendom på tvangsauktion blev kreditten den 14. august 2012 nedbragt med 226.000 kr. og den 2. januar 2013 med yderligere 679.000 kr. Bankens advokat nedskrev herefter bankens påstand til 177.657 kr. eksklusiv renter.

Den 7. maj 2013 blev der afsagt dom i byretten, hvor D blev dømt til at betale 177.657 kr. med tillæg af 12 % rente p.a. af 900.000 kr. fra den 1. januar 2012 til den 14. august 2012, og 16 % p.a. af 182.799 kr. fra den 1. januar 2012 til 2. januar 2013 og af 177.657 kr. fra den 2. januar 2013 til betaling sker. D blev endvidere dømt til at betale omkostninger til banken på 56.680 kr.

Klageren ankede efterfølgende sagen til landsretten, der afviste at lade klageren selv føre sagen.

På et ikke nærmere angivet tidspunkt skiftede D’s virksomhed pengeinstitut. Ifølge det oplyste var konto nr. -574 imidlertid fortsat registreret som virksomhedens NemKonto.

Den 4. oktober 2013 indgik 179.375 kr. fra SKAT på kontoen [nr. -574], som banken samme dag foretog modregning i. Det fremgår af sagen, at beløbet vedrørte omkostningsgodtgørelse.

Klageren havde efterfølgende en e-mailkorrespondance med banken, inden banken den 25. oktober 2013 sendte modregningsmeddelelse til D.

Den 28. oktober 2013 gjorde klageren indsigelse mod, at kontoen var opretholdt som NemKonto samt at banken havde foretaget modregning.

Den 31. oktober 2013 blev kontoen afmeldt som NemKonto i banken.

Den 8. november 2013 afviste banken klagerens indsigelser.

Parternes påstande

Den 22. november 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal betale 179.375 kr.

Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken lukkede den pågældende konto i 2011. Da kontoen var lukket gik han og D ud fra, at NemID og NemKontoen i samme forbindelse blev lukket.

Først i forbindelse med udbetalingen fra SKAT i oktober 2013 erfarede de til deres store overraskelse, at NemKontoen fortsat var aktiveret.

Banken var bekendt hermed, men reagerede først herpå, da han den 24. oktober 2012 henvendte sig til banken for at få beløbet udbetalt. I stedet for at udbetale beløbet foretog banken uberettiget modregning i beløbet.

Det har formodningen imod sig, at kontoen fortsat skulle fungere som NemKonto efter samarbejdets ophør og etablering af ny bankforbindelse herunder særligt henset til, at banken havde udtaget stævning mod D.

Arbejdernes Landsbank har blandt andet anført, at bankens tilgodehavende før indbetalingen fra SKAT udgjorde 234.337 kr.

Beløbet fra SKAT blev overført direkte til kontoen og gik således ikke ind på en fejlkonto i banken.

Kontoen har kontinuerligt været registreret som NemKonto for D’s virksomhed gennem mere end fem år frem til den 31. oktober 2013.

Spærringen af virksomhedens NemID havde ingen relation til NemKontoen.

Banken var i øvrigt ikke orienteret om, at D havde skiftet bank.

Det forhold, at banken først sendte modregningserklæringen tre uger efter, at beløbet indgik på kontoen, medfører ikke, at modregningen var uberettiget.

Baggrunden for den sene fremsendelse var, at banken ikke var bekendt med D’s adresse.

Det forhold, at D var udrejst af landet uden at indgå aftale med banken om afvikling af sin gæld, må i sig selv komme D til skade i forbindelse med en afvejning af, om modregning var berettiget.

Der i øvrigt tale om en erhvervskunde, der er jurist/advokat.

Endelig ses modregningen ikke at stride imod Finanstilsynets Fortolkningsmeddelelse af 4. februar 2013 om pengeinstitutters adgang til modregning. Det fremgår således af meddelelsens pkt. 2, at det vil udgøre en overtrædelse af god skik bekendtgørelsens § 3, hvis pengeinstituttet foretager modregning i beløb, der fejlagtigt indsættes på en konto i et pengeinstitut, hvor kunden ikke længere har en konto, f.eks. på kundens tidligere NemKonto. I nærværende sag var der netop fortsat en konto, og denne var fortsat registreret som virksomhedens NemKonto.

Ankenævnets bemærkninger

Ifølge Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2, kan klager for erhvervsdrivende behandles, hvis klagen ikke adskiller sig væsentligt fra klager om privatkundeforhold. Klager fra erhvervsdrivende falder i øvrigt uden for Ankenævnets kompetence, jf. § 2, stk. 3.

Klagen angår bankens modregning i en indbetaling fra SKAT på 179.375 kr., som efter det oplyste vedrørte omkostningsgodtgørelse.

Den pågældende konto var knyttet til en erhvervskredit registreret som Nemkonto for D’s enkeltmandsvirksomhed, der udbød juridisk rådgivning, hvorfor Ankenævnet anser D som erhvervsdrivende.

Ankenævnet finder, at klagen adskiller sig væsentligt fra klager fra privatkundeforhold, hvorfor Ankenævnet ikke har kompetence til at behandle klagen, som derfor afvises.

Ankenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Ankenævnets praksis om pengeinstitutters modregningsadgang er baseret på klager fra privatkunder.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.