Tilbagesøgning af børneopsparing, der ved en fejl blev udbetalt før bindingsperiodens udløb.
| Sagsnummer: | 103 /1997 |
| Dato: | 18-09-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Allan Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Tilbagesøgning
Børneopsparingskonto - udbetaling |
| Ledetekst: | Tilbagesøgning af børneopsparing, der ved en fejl blev udbetalt før bindingsperiodens udløb. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I 1988 blev en børneopsparingskonto med klagerens datter D som kontohaver overført til indklagede. Kontoen var oprettet med klagerens daværende ægtefælle M som indskyder, og bindingsperiodens udløb var fastsat til den 6. september 1995, hvor D fyldte 14 år.
I 1994 blev klageren og M skilt. Klageren blev tillagt forældremyndigheden over D.
Ved et tillæg til oprettelseserklæringen på børneopsparingskontoen underskrevet af M den 23. august 1995 blev indklagede anmodet om at forlænge bindingsperioden til den 6. september 2002. På grund af en fejl hos indklagede blev forlængelsen ikke registreret på kontoen.
Den 18. september 1995 blev indeståendet på børneopsparingskontoen på 50.708,04 kr. overført til en aktionærkonto i D's navn. En del af beløbet blev efterfølgende investeret i værdipapirer, der blev indlagt i depot hos indklagede.
I juni 1996 rettede indklagede henvendelse til klageren, idet M med henvisning til erklæringen af 23. august 1995 havde stillet krav om retablering af kontoen.
Den 30. december 1996 underskrev klageren og D et gældsbrev til indklagede på 52.536,07 kr. med en rente på 6% p.a. og med afvikling den 6. september 2002.
Ved skrivelse af 31. december 1996 bekræftede indklagede over for klageren og D, at forrentningen af gældsbrevet ville svare til forrentningen af børneopsparingskontoen, således at klageren og D "holdes skadesløs ved lånets indfrielse, der sker den 6.9.2002, når børneopsparingskontoen frigives".
Ved klageskema af 3. marts 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes ubetinget at annullere gældsbrevet og i øvrigt holde hende og D skadesløs.
Indklagede har under sagen tilbudt en annullering af gældsbrevet og en samtidig retablering af børneopsparingskontoen mod udbetaling af indeståendet på D's aktionærkonto på 12.893,40 kr. og udlevering af D's værdipapirer til en værdi på i alt 36.607 kr.
Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun og D var i god tro om berettigelsen til at få opsparingen udbetalt som sket i september 1995. I 1993, hvor hun blev separeret fra M, meddelte hun indklagede, at der ikke måtte ske ændringer i udbetalingsdatoen for børneopsparingen, hvilket hun som værge for D var berettiget til at træffe beslutning om. Hun ønskede børneopsparingen udbetalt for at opnå en bedre forrentning af D's midler. Indklagede har ved at forestå investeringen af opsparingen styrket hendes opfattelse af, at hun retmæssigt kunne disponere over midlerne og har udvist passivitet ved først at rette henvendelse om fejlen ca. 3/4 år efter udbetalingen. Det er hendes opfattelse, at indklagedes forhold til M er hende og D uvedkommende, hvilket hun tilkendegav overfor indklagede ved henvendelsen i juni 1996. Da M imidlertid fastholdt sit krav om retablering af børneopsparingskontoen, spærrede indklagede D's konto og værdipapirdepot. Det var derfor under pres, at hun accepterede at underskrive en kontrakt om, at indklagede havde 51.000 kr. til gode til D's 21 års fødselsdag. Ved nærmere gennemlæsning af gældsbrevet, som hun og D underskrev den 30. december 1996, konstaterede hun, at indholdet ikke var som forventet, hvorfor hun straks rettede henvendelse til indklagede. På baggrund af henvendelsen fremsendte indklagede bekræftelsen af 31. december 1996 og foretog enkelte rettelser i gældsbrevet. Det er hendes opfattelse, at hun uretmæssigt er blevet pålagt en gældspost på 52.500 kr., som vil blive forøget med renter de næste 6 år. Indklagede har efter klagens indgivelse på ny meddelt, at D's værdipapirdepot og aktionærkonto er spærret. Såfremt opsparingen tilbageføres, vil D lide tab ved, at midlerne ikke er disponible før hendes 21 års fødselsdag, samt ved at børneopsparingskontoen kun giver 2,75% i rente, mens D ved den nuværende placering af midlerne får en rente på 7%.
Indklagede har anført, at det tilkommer M som indskyder at træffe beslutning om bindingsperioden, uanset at forældremyndigheden over D er tillagt klageren. Da M havde givet meddelelse om forlængelse af bindingsperioden inden dennes udløb den 6. september 1995, er indklagede i forhold til M forpligtet til at retablere børneopsparingskontoen, og indklagede er herefter berettiget til at søge den fejlagtigt udbetalte børneopsparing tilbage hos D, som ellers ville opnå en ugrundet berigelse på indklagedes bekostning. Den fejlagtige udbetaling blev først konstateret i juni 1996, hvorpå der straks blev rettet henvendelse til klageren. Indklagede har herefter løbende søgt problemet afhjulpet. Med etableringen af gældsbrevet den 30. december 1996 fik D mulighed for at fortsætte den investering, der var foretaget med det fejlagtigt udbetalte beløb.
Ankenævnets bemærkninger:
Som anført af indklagede var indklagede i forhold til M forpligtet til at retablere D's børneopsparingskonto, som ved en fejl fra indklagedes side blev udbetalt til D i september 1995. Uanset at klageren og D må anses for at have modtaget opsparingen i god tro, finder Ankenævnet herefter, at indklagede efter at have retableret børneopsparingskontoen var berettiget til at kræve den beholdne del af udbetalingen tilbage fra D. D ville i modsat fald modtage opsparingen med forrentning frem til D's 21 års fødselsdag to gange og herved opnå en ugrundet berigelse på indklagedes bekostning. Idet det lægges til grund, at indklagede først i juni 1996 konstaterede fejlen, finder Ankenævnet ikke, at indklagede ved passivitet har fortabt sin ret til at gøre kravet gældende.
Klageren og indklagede indgik senere en aftale om, at klageren og D skulle underskrive det i sagen omhandlede gældsbrev mod, at indklagede frafaldt kravet på tilbagebetaling af børneopsparingens indestående pr. 18. september 1995. Indklagede har under klagesagen tilbudt at kvittere gældsbrevet mod, at indeståendet på D's aktionærkonto og værdipapirerne i depotet hos indklagede anvendes til dækning af indklagedes tilbagebetalingskrav. Det bemærkes, at D ikke er bundet af sin underskrift på gældsbrevet, idet hun som umyndig ikke uden statsamtets godkendelse kan stifte gæld.
Herefter
Indklagede skal anerkende, at D ikke er bundet af sin underskrift på gældsbrevet. Indklagede skal endvidere - i overensstemmelse med sit tilbud herom - kvittere gældsbrevet for så vidt angår klageren, såfremt klageren inden 4 uger erklærer, at hun accepterer, at indeståendet på D's aktionærkonto og værdipapirerne i depotet hos indklagede anvendes til dækning af indklagedes tilbagebetalingskrav. Klagegebyret tilbagebetales klageren.