Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Fejlagtig overført boligydelse.

Sagsnummer: 373 /1991
Dato: 30-12-1991
Ankenævn: Peter Blok, Bjørn Bogason, Søren Geckler, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen
Klageemne: Tilbageførsel
Ledetekst: Fejlagtig overført boligydelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 23. juli 1991 fremsendte Fladså kommune til indklagedes Tappernøje afdeling en meddelelse om, at der af det beløb på 6.798, som den 30. juli 1991 via PBS skulle overføres til klagerens konto i afdelingen, tilbagekaldtes 881 kr. Beløbet vedrørte boligydelse for august 1991. Da klageren tidligere havde opgjort sin konto i afdelingen og overført denne til Fakse afdeling, indsattes beløbet på en fejlkonto i afdelingen. Beløbet blev efterfølgende med fradrag af det tilbagekaldte beløb overført til klagerens nye konto i Fakse afdeling. Ved check af 30. juli 1991 til Fladså kommune fremsendte indklagede det tilbagekaldte beløb på 881 kr.

Den 2. august 1991 rettede klageren henvendelse til indklagedes Fakse afdeling for at få ajourført sin bankbog. Det fremgik herefter, at der den 30. juli var indsat 6798 kr. på kontoen og samme dag hævet 881 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagede ikke har været berettiget til at hæve det omhandlede beløb på 881 kr. på hendes konto i afdelingen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at det ikke burde være muligt for indklagede uden hendes tilladelse at hæve på kontoen, der er forsynet med mærke.

Indklagede har anført, at efter lønoverførselsaftalens pkt. 4, der anvendes analogt, skal tilbagekaldelse ske direkte overfor kontoførende afdeling, men det skyldes klagerens egne forhold, at tilbagekaldelsen blev fremsendt til klagerens tidligere afdeling, idet kommunen ikke havde modtaget meddelelse om den nye konto. Tilbagekaldelsen skal derfor bedømmes, som om klageren fortsat var kontoførende i Tappernøje afdeling. Tilbagekaldelsen er således sket rettidigt, idet beløbet blev tilbagekaldt inden bogføringsdatoen kl. 12.00. Klageren har endvidere ikke lidt noget tab, idet klageren ikke var berettiget til det pågældende beløb.

Ankenævnets bemærkninger:

Af de grunde, der er anført af indklagede, må tilbageførselen af det for meget overførte beløb på 881 kr. anses for berettiget. De af indklagede foretagne posteringer på klagerens konto må derfor også anses for berettigede.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.