Afgørelse

Lånetilsagn.

I klagernes nedlagte landbrugsejendom indestår et lån til det indklagede realkreditinstitut. Klagerne satte i foråret 1998 ejendommen til salg for en finansieret pris på 580.000 kr., som bl.a. skulle berigtiges ved optagelse af et ejerskiftelån på 460.000 kr. hos instituttet. Ejendomsmægleren fremsendte medio maj 1998 pr. telefax salgsopstillingen til instituttet med henvisning til, at køberne havde ønsket, at lånet blev optaget hos instituttet. Endvidere telefaxede ejendomsmægleren kernekundebevis, årsopgørelse og lønsedler for køberne. På et stykke papir uden datoangivelse har ejendomsmægleren med håndskrift noteret, at instituttet havde oplyst, at der kunne ydes 80 pct. belåning mod nye vinduer, nyt køkken og nyt bad, og ellers 375.000 kr. i kontantpris med 80 pct. belåning uden forbehold. Ejendomsmægleren fremsendte i juni 1998 kopi af købsaftalen til instituttet med anmodning om lånetilbud. Af købsaftalen fremgik det bl.a., at ejendommen trængte til en gennemgribende modernisering og istandsættelse, at køberne var bekendt med ejendommens stand og vedligeholdelse, og at prisen på ejendommen var fastsat under hensyntagen hertil. Det fremgik endvidere, at der forudsattes optaget et 30-årigt kontantlån hos instituttet på 300.000 kr. Købsaftalen indeholdt en generel bestemmelse om konsekvenserne af, at den forudsatte belåningsgrad ikke blev opnået. Ejendomsmægleren fremsendte i august 1998 en redegørelse til instituttet for forløbet af låneansøgningen. Ejendomsmægleren anførte bl.a., at instituttet havde givet mundtlige tilsagn om såvel lån som købergodkendelse, og at instituttet var forpligtet af disse tilsagn. Instituttet afviste i september 1998, at der fra instituttets side var givet tilsagn om lån eller købergodkendelse. Instituttet gjorde samtidig opmærksom på, at kernekundestatus ikke indebærer, at man på forhånd er godkendt som køber af en ny ejendom, men at dette beror på en individuel vurdering af kunden. Instituttet afviste såvel yderligere belåning af ejendommen som godkendelse af køberne, herunder til at gældsovertage det indestående lån til instituttet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle anerkende, at instituttet mundtligt havde givet tilsagn om lån og om godkendelse af køberne. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at ejendomsmægleren på klagerens vegne havde indgået en aftale, der forpligtede instituttet til at belåne klagerens ejendom. Nævnet fandt heller ikke at kunne pålægge instituttet at godkende køberne. Nævnet bemærkede i tilslutning hertil, at afslag på belåning, herunder købergodkendelse, henhører under institutternes udlåns- og kreditpolitik, som Nævnet i almindelighed ikke finder at kunne tage stilling til. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.