Finansieringsselskabs praksis vedrørende validering af indbetalinger foretaget via giro. m.m.
| Sagsnummer: | 320 /1992 |
| Dato: | 15-07-1998 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Bjarne Lau Pedersen, Mette Reissmann, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Gebyr - rykkergebyr
Validering |
| Ledetekst: | Finansieringsselskabs praksis vedrørende validering af indbetalinger foretaget via giro. m.m. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører et lån ydet af et finansieringsselskab og klagerens indsigelse mod debiterede rykkergebyrer samt selskabets praksis med hensyn til validering af indbetalinger foretaget via giro.
Sagens omstændigheder.
I april 1990 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et lån på 10.919 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 356 kr., første gang 1. juni 1990. Lånets rente var 2% pr. måned, og renten var fast i lånets løbetid. Lånets løbetid var angivet til ca. 48 måneder. Af låneaftalen fremgår:
"1. Rentesats:
Rente af Privatlånet beregnes efter [indklagedes] til enhver tid gældende satser. Renten beregnes bagud og tilskrives lånet hver måned. Rentesatsen fremgår af låneaftalen mellem låntager og [indklagede].
3. Ekstraomkostninger
Foruden lånebeløbet samt renter kan [indklagede] kræve særskilt betalt af debitor:
a) [Indklagedes] udgifter i tilfælde af, at aftalen om lånet ikke overholdes, herunder et af [indklagede] fastsat gebyr for rykkerskrivelser, indfrielse af lånet før udløb samt inkassoomkostninger."
Indklagede har oplyst, at rykkergebyret ind til 1. august 1990 var 50 kr., hvorefter det blev forhøjet til 125 kr. Oplysning om ændringen blev meddelt debitorerne enten ved meddelelse på den månedlige betalingsoversigt eller det fremsendte girokort afhængig af debitors valg af betalingsmåde.
Indklagede har om rykkerproceduren oplyst, at forretningsgangen i den omhandlede periode var således, at der omkring den 13. i måneden skete en automatisk udskrivning af 1. rykker til alle debitorer, som var i restance. Reagerede debitor ikke, blev der omkring den 22. i samme måned automatisk udskrevet rykker nr. 2. Reagerede debitor fortsat ikke, ville der omkring den 13. i den efterfølgende måned blive udskrevet en rykker nr. 3, som samtidig var en opsigelse af lånet. Gebyr for opsigelse var 200 kr.
I perioden fra 1. juni 1990 til 6. januar 1992 betalte klageren 18 ydelser. Betaling skete i alle tilfælde ved anvendelse af fra PBS udsendte girokort og fandt sted på posthuse til en girokonto tilhørende PBS. I perioden debiterede indklagede 17 rykkergebyrer svarende til i alt 2.375 kr. Af sagen fremgår følgende om betalingerne:
Senest rettidig Betaling Valør Rykkergebyr betaling foretaget debiteret 01.06.90 08.06.90 15.06.90 14.06.90 02.07.90 13.07.90 20.07.90 13.07.90 01.08.90 14.08.90 21.08.90 13.08.90 03.09.90 13.09.90 20.09.90 13.09.90 01.10.90 23.10.90 30.10.90 12.10.90 26.10.90 01.11.90 02.01.91 09.01.91 13.11.91 27.11.91 13.12.91 03.12.90 02.01.91 09.01.91 02.01.91 02.01.91 09.01.91 01.02.91 01.02.91 12.02.91 01.03.91 06.03.91 13.03.91 02.04.91 03.04.91 10.04.91 01.05.91 10.05.91 17.05.91 14.05.91 03.06.91 10.06.91 17.06.91 01.07.91 06.07.91 15.07.91 01.08.91 22.08.91 28.08.91 15.08.91 02.09.91 30.09.91 04.10.91 12.09.91 26.09.91 01.10.91 30.09.91 04.10.91 01.11.91 13.11.91 27.11.91 13.12.91 28.12.91 02.12.91 06.01.92 13.01.92
Indklagede har oplyst, at baggrunden for valideringen af indbetalingerne med en forskydning på ca. 1 uge i forhold til indbetalingen på posthus er, at man i den pågældende periode modtog underretning i form af disketter om dagens indbetalinger på girokonto efter ca. 5 bankdage. Samme dag, som disketterne blev modtaget, blev indbetalinger bogført med rentevalør dagen efter bogføringsdagen.
Af giroindbetalingskortene fremgik lånets aktuelle restgæld reguleret for seneste rentetilskrivning, betalinger og eventuelle rykkergebyr.
Primo 1992 fremsendte indklagede meddelelse om de oplysninger, der i henhold til skattekontrolloven var indberettet til skattemyndighederne. Det fremgik, at lånets restgæld pr. 31. december 1991 var 11.317,84 kr., og at der for 1991 var indberettet et rentebeløb på 2.551,61 kr.
Gennem sin advokat rettede klageren ved skrivelse af 29. januar 1992 henvendelse til indklagede med anmodning om indklagedes forklaring på, at der uagtet samlede indbetalinger på 6.764 kr. (19 x 356 kr.) ikke var sket en nedbringelse af lånets hovedstol, men at denne var forøget med ca. 400 kr. Advokaten opgjorde de årlige faktiske låneomkostninger til 41% og tilkendegav, at der ikke ville blive indbetalt yderligere, før lånet var nyberegnet efter rimelige vilkår, svarende til en gæld på omkring 4.000 kr. Under den følgende brevveksling mellem indklagede og advokaten anførte indklagede ved skrivelse af 10. april 1992, at man ville se bort fra en foretaget opsigelse af lånet, såfremt advokaten kunne bekræfte, at klageren ville genoptage betalingerne pr. 1. maj 1992. I modsat fald ville man overgive sagen til retslig inkasso.
Ved skrivelse af 27. april 1992 til indklagede tilkendegav advokaten, at sagen inden 7 dage ville blive "indbragt for Pengeinstitutankenævnet og derefter domstolene".
Indklagede har oplyst, at klageren ikke har nedbragt lånet efter sagens indbringelse for Ankenævnet. Restgælden blev pr. 28. april 1992 opgjort til 11.469,75 kr., hvilket beløb herefter er indklagedes opgjorte tilgodehavende, hvortil kommer senere tilskrevne renter. Under brevvekslingen oplyste indklagede, at lånets restgæld pr. 31. december 1991 ville have udgjort 7.972,24 kr., såfremt låneaftalen havde været overholdt.
I maj 1992 indbragte klageren sagen for Ankenævnet med påstand om, at validering af hendes indbetalinger skulle ske den dag, hvor betaling fandt sted på posthus, og at alle gebyrer skulle tilbageføres.
Sagens forberedelse for Ankenævnet blev i oktober 1992 på indklagedes foranledning sat i bero på at afvente udfaldet af en Forbrugerombudsmanden anlagt retssag vedrørende pengeinstitutternes valideringsregler. (U.1998.204 H).
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at validere hendes indbetalinger den dag, indbetaling fandt sted på posthus samt at tilbageføre rykkergebyrer.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse mod at tilbageføre rykkergebyret debiteret den 28. december 1991.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hendes indbetalinger, der alle er sket via posthus, i retlig forstand må anses for at være kommet indklagede i hænde på dagen, hvor indbetaling fandt sted på posthus. Indklagede har som kreditor ensidigt bestemt betalingsstedet og opkrævningsmåden. Den forsinkelse, der er sket af en indbetaling på postkontor og herfra til indklagede, er derfor hende uvedkommende. Med hensyn til rykkergebyrer er det oplyst, at indklagede udsendte rykkere den 13. i måneden. Der bør derfor ikke kunne beregnes rykkergebyrer for indbetalinger, der har fundet sted før den 13. Hun er uforstående over for, at indklagede lovligt har kunnet mangedoble rykkergebyret.
Indklagede har anført, at forskydningen af valideringen af klagerens indbetalinger på ca. en uge i forhold til datoen for indbetaling på posthus skyldtes den lange ekspeditionstid, der alene kunne tilskrives postgirokontoret. Behandlingen af indbetalingerne må anses i overensstemmelse med Ankenævnets praksis, jf. herved kendelserne i sag 369/1990 og 437/1990. Klageren er således blevet godskrevet ydelserne med valør første bankdag efter det tidspunkt, hvor indklagede modtog underretning om indbetaling. I henhold til låneaftalen kunne indklagede fastsætte rykkergebyr. Opkrævning af rykkergebyr er sket i overensstemmelse med Ankenævnets praksis, når bortses fra gebyret opkrævet den 28. december 1991. Den løbende restance på lånet skyldtes ikke en enkelt udeblevet ydelse, men at klageren ofte betalte ydelsen efter udsendelse af rykkere, men således at lånet var ajour før næste ydelses forfald. Spørgsmålet om rettidig indbetaling afgøres af datoen for poststemplet på klagerens kvittering, jf. kreditaftalelovens § 25. At indklagede af administrative årsager på daværende tidspunkt havde valgt den 13. i måneden for udsendelse af automatiske rykkerbreve har ikke betydning for afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt der var sket rettidig indbetaling. Seneste rettidige indbetalingsdag var aftalt i låneaftalen og påført de enkelte opkrævninger.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det er fastslået i Ankenævnets praksis, at adgangen til at opkræve rykkergebyrer er betinget af, at rykkerskrivelsen er rimelig. Heraf følger bl.a., at der må være et maksimum for antallet af gentagne rykkerskrivelser, for hvilke der kan kræves gebyr. Dette maksimum er i Ankenævnets praksis som udgangspunkt fastsat til 3 rykkerskrivelser i en periode, i hvilken låntageren til stadighed har været i restance. I det foreliggende tilfælde har klageren i den omhandlede periode berigtiget de opståede restancer inden 3 rykkerskrivelser vedrørende samme restance er afgivet. Det har således ikke været i modstrid med Ankenævnets beskrevne praksis, at rykkergebyrerne blev opkrævet, bortset fra rykkergebyret pr. 28. december 1991, der som erkendt af indklagede er debiteret i strid med Ankenævnets praksis.
Låneaftalen må forstås således, at indklagede var berettiget til at opkræve rykkergebyr, når sidste rettidige betalingsdag er overskredet. Der er herefter ikke tale om, at noget rykkergebyr er opkrævet uberettiget, fordi betaling er foretaget inden den 13. i måneden.
Lånet ville ifølge låneaftalen være tilbagebetalt efter 4 år. Alligevel oversteg restgælden på lånet knap 2 år efter lånets etablering den oprindelige hovedstol, selv om stort set alle de aftalte månedlige ydelser på hver 356 kr. var betalt inden forfaldstiden for den følgende månedlige ydelse. Et uændret betalingsmønster fra klagerens side og en uændret tilskrivning af rykkergebyrer fra indklagedes side ville have medført, at lånets afvikling var blevet udskudt i det uendelige. Dette skyldtes alene, at næsten hver ydelse blev betalt så sent på måneden, at der blev tilskrevet rykkergebyr.
Ankenævnet finder under disse omstændigheder, at rykkergebyrerne samlet har virket som en urimelig forøgelse af klagerens låneomkostninger, og at indklagede på et tidspunkt burde have taget skridt til at få bragt denne tilstand til ophør ved at rette henvendelse til klageren herom. Ankenævnet finder herefter, at indklagede i et vist omfang må godskrive klageren de debiterede rykkergebyrer, jf. nedenfor.
Af sagen fremgår, at indklagede til brug for klagerens indbetalinger havde udsendt giroindbetalingskort. Indbetalingerne ved anvendelse af disse kunne således ske til posthuse eller pengeinstitutter, og indbetalinger indgik på en konto med PBS som kreditor. Indklagede havde således jf. gældsbrevslovens § 3, stk. 2, fastsat, at indbetaling af lånets ydelser skulle ske til en girokonto tilhørende PBS. Ankenævnet finder, at klageren ikke herved kan stilles ringere i henseende til validering, end hvis betalingen var sket til en girokonto tilhørende indklagede. Under hensyn hertil finder Ankenævnet, at der må ske en regulering af valideringen.
Ankenævnet finder, at de reguleringer af rykkergebyrer og valideringer, der i medfør af det foran anførte bør ske, passende kan foretages således, at klagerens restgæld pr. 31. december 1991 fastsættes til 8.500 kr.
Herefter
Indklagede skal anerkende, at restgælden på klagerens lån pr. 31. december 1991 udgjorde 8.500 kr. Klagegebyret tilbagebetales klageren.