Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Moders hævning ved forevisning af bog. Omfang af fuldmagt.

Sagsnummer: 465 a/1992
Dato: 27-07-1993
Ankenævn: Niels Waage, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen
Klageemne: Bog - frigørende udbetaling
Fuldmagt til indbringelse for Ankenævnet
Ledetekst: Moders hævning ved forevisning af bog. Omfang af fuldmagt.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Den 11. november 1990, da klageren fyldte 18 år, udløb bindingsperioden på klagerens børneopsparingskonto i indklagedes Center Øst afdeling, Egå. Kontoen blev i den forbindelse ændret til en standardkonto med tre måneders opsigelse, og 30.000 kr. af indeståendet overførtes til en ny ungdomskonto. Der blev herefter i indklagedes Tranbjerg afdeling foretaget følgende hævninger på standardkontoen, hvis saldo forinden var 5.483,88 kr.:

20. december 19901.000 kr.
1. februar 19911.000 kr.
15. februar 19911.000 kr.
1. marts 1991500 kr.
12. marts 19911.300 kr.
27. marts 1991645 kr.

Klagerens far har på vegne af klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre klageren de af moderen på standardkontoen hævede beløb.

Klageren har underskrevet sålydende skrivelse af 19. oktober 1992:

"Pengeinstitutankenævn.

Jeg giver [klagerens far] ret til at få oplyst, hvem der har hævet på min konto."

Indklagede har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Klagerens far har anført, at de omtvistede beløb ikke er hævet af klageren, hvorfor indklagede bør godtgøre klageren beløbene.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at den fuldmagt, klageren har givet faderen til at føre sagen for Ankenævnet, alene indeholder hjemmel til at få oplyst, hvem der har hævet på klagerens konto, og ikke til den af faderen nedlagte påstand om genindbetaling af de omhandlede beløb.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har ikke givet sin fader fuldmagt til at påstå de omhandlede beløb udbetalt. Ankenævnet finder, at indklagede bør underrette klageren personligt om, hvem der har hævet på hans konto. Det står herefter klageren frit for, om han vil underrette sin fader herom.

Som følge heraf

Indklagede bør inden 14 dage underrette klageren personligt om, hvem der har foretaget ovennævnte hævninger på hans konto. Klagegebyret tilbagebetales klageren.