Afgørelse

Låneomlægning. Lånetilsagn. Ekspeditionstid.

Klageren har i sin ejendom to lån til det indklagede realkreditinstitut. Den 12. marts 2003 foretog klageren via instituttets hjemmeside en beregning af låneomlægning til et nyt lån på 388.000 kr. Ifølge beregningen kunne der elektronisk søges om omlægning. Dette gjorde klageren samme dag og modtog i den anledning elektronisk en kvittering, hvoraf det fremgik, at en medarbejder snarest ville kontakte ham for udarbejdelse af omlægningstilbud. Klageren rykkede den 17. marts 2003 for svar og henviste til, at han tidligere havde fået oplyst, at vilkårene på beregningstidspunktet ville være gældende for hans låneomlægning. Instituttet sendte samme dag en vejledende beregning til klageren, hvori det nye lån var beregnet til 394.000 kr. Klageren henvendte sig efterfølgende flere gange til instituttet, idet han henviste til, at han siden januar 2003 forgæves havde forsøgt at få en låneomlægning på plads, hvorved han var blevet snydt for at omlægge sine lån, medens kursen var høj. Instituttet beklagede, at der i perioder med stor konverteringsaktivitet uundgåeligt bliver længere svartider og oplyste samtidig, at instituttet også forgæves havde forsøgt at få kontakt til klageren. Samtidig henviste instituttet til, at en låneomlægning forudsætter, at der - efter den fornødne sagsbehandling - er afgivet et egentligt lånetilbud og eventuelt indgået en fastkursaftale, og at adgangen til løbende at foretage beregninger online ikke var udtryk for, at sagen nødvendigvis var tilpas forberedt til, at en låneomlægning kunne gennemføres. Da der ikke på det ønskede låneomlægningstidspunkt var sket den nødvendige sagsbehandling, havde sagen således ikke kunnet ekspederes. Instituttet opfordrede klageren til at henvende sig til instituttets regionale center med henblik på forberedelse af en eventuel låneomlægning.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle friholde ham for det tab, der var fremkommet eller ville fremkomme fra januar 2003 og til sagen var færdigbehandlet, det være sig renter eller andet tab. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det ikke bevist, at klageren i perioden fra januar 2003 til 12. marts 2003 havde forsøgt at beregne eller foretage en låneomlægning. Nævnet fandt, at adgangen til at foretage omlægningsberegninger hos instituttet fremstod som en serviceydelse, som låntagerne kunne benytte i overvejelser af, om de ønskede at omlægge deres lån, og at klageren efter teksten i omlægningsberegningen og kvitteringen samt det gengivne begivenhedsforløb burde have indset dette. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at fastslå, at instituttet som følge af sagsbehandlingen havde pådraget sig et erstatningsansvar. Nævnet frifandt derfor instituttet.