Afgørelse

I efteråret 1987 blev klagerens ægtefælles anpartsselskab erklæret konkurs. Til sikkerhed for selskabets udlånsengagement med indklagede havde klageren håndpantsat et pantebrev på oprindelig 108.000 kr. og et ejerpantebrev på 250.000 kr. i sin ejendom, begge med prioritet efter fire kreditforeningslån med en samlet restgæld på ca. 590.000 kr.

Den 12. november 1987 foretog indklagede til delvis dækning af et underskud på ægtefællens budgetkonto modregning i indeståendet på klagerens konto, som udgjorde 30.967,17 kr., og den 13. november 1987 foreslog indklagede klageren at optage et kautionssikret lån på 358.000 kr. til afvikling af selskabets engagement.

I skrivelse af 18. november 1987 til indklagede meddelte klagerens advokat, at han fandt forslaget utilfredstillende, idet ejerpantebrevet, der var uden personligt gældsansvar for klageren, ikke havde dækning inden for pantets værdi og derfor var uden reel værdi, og idet pantebrevet på oprindelig 108.000 kr. reelt måtte betragtes som alene delvis sikret. Advokaten forespurgte derfor, om indklagede ville acceptere et frivilligt salg mod at oppebære handlens nettoprovenu. Endvidere protesterede advokaten mod den skete modregning på 30.969,17 kr. i klagerens konto.

I skrivelse af 23. november 1987 accepterede indklagede et frivilligt salg til en fornuftig pris og anmodede om at få tilstillet slutseddel til godkendelse, når denne forelå. Indklagede meddelte endvidere, at man anså den skete modregning for berettiget.

Den 9. februar 1988 underskrev klageren og køber slutseddel, ifølge hvilken ejendommen blev solgt for 700.000 kr. med en udbetaling på 40.000 kr.

Ved skrivelse af 15. februar 1988 til indklagede fremsendte klagerens advokat en foreløbig opgørelse ved eventuel handel af ejendommen, ifølge hvilken nettoprovenuet ville udgøre 9.619,17 kr.

Samtidig anmodede advokaten indklagede om at aflyse pantebrevet og aflyse og kvittere ejerpantebrevet, hvilket indklagede afviste. Herefter tilbød klageren at afvikle restgælden under forudsætning af, at nettoprovenuet i handlen blev modregnet i gælden, og at pantebrevet blev aflyst fra ejendommen. Gælden skulle afvikles over ca. 15 år med 12% i årlig ydelse, hvoraf ca. 9% af den til enhver tid værende restgæld skulle være rente. Endvidere skulle klageren have mulighed for at indfri pantebrevet til kurs ifølge vurdering. Dette forslag blev tillige afvist af indklagede.

Indklagede begærede herefter ejendommen bortsolgt på tvangsauktion.

Ved skrivelse af 30. juni 1988 fremsendte klageren ved check 108.000 kr. til dækning af pantebrevet under forudsætning af, at hun herefter var gældfri overfor indklagede.

Efter at klageren har indbragt sagen for Ankenævnet, har indklagede erkendt, at den skete modregning i klagerens konto var uberettiget, og har ved skrivelser af 11. oktober og 1. november 1989 til klageren fremsendt det modregnede beløb med tillæg af renter.

Klageren har herefter nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte hende det tab, hun har lidt ved indklagedes uberettigede afvisning af at tiltræde den den 9. februar 1988 indgåede handel samt at foranledige hende slettet i Købmandsstandens Oplysningsbureau og Ribers Kreditinformation.

Klageren har opgjort tabet til 18.636,11 kr., der fremkommer således:

Indklagede har heroverfor nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at ejendommen under videresalgsbestræbelserne efter tvangsauktionen blev annonceret til en pris, der var lavere end den af klageren ved handlen i februar 1988 opnåede. Efter at indklagede havde nægtet at acceptere salgsprisen, rettede køberen henvendelse til klageren og tilbød at erlægge en større udbetaling. Til trods herfor nægtede indklagede stadig at acceptere handlen. Indklagede har således handlet ukorrekt ved at undlade at vedstå et tidligere afgivet tilsagn om at acceptere en frivillig handel, når den opnåede pris var i overensstemmelse med markedet. Klageren har endvidere henvist til, at ejendommen ved årsreguleringen pr. 1. januar 1988 er ansat til 690.000 kr.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at klagerens ægtefælle ikke frivilligt ønskede at indgå en aftale om afvikling af engagementet. Det var derfor væsentligt for indklagede som panthaver at få realiseret pantet bedst og hurtigst muligt. Da ejendommen den 1. januar 1986 ved den offentlige vurdering er ansat til 730.000 kr., fandt indklagede ikke en salgspris på 700.000 kr. rimelig. Indklagede kunne således ikke acceptere at aflyse og kvittere pantebrevene. Indklagedes afvisning af klagerens forslag til en afvikling af gælden ændrer ikke det forhold, at indklagede kunne kræve 108.000 kr. erlagt i henhold til pantebrevet.

Ankenævnets bemærkninger:

3 medlemmer - Frank Poulsen, Hans Rex Christensen og Mogens Hvelplund - udtaler:

Indklagede havde ikke givet tilsagn om at godkende den indgåede handel, hvorved indklagedes tilgodehavende ikke opnåede fuld dækning, og indklagedes afvisning heraf kan ikke medføre et ansvar for indklagede.

2 medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Jørn Ravn - udtaler:

Ved skrivelsen af 23. november 1987 findes indklagede at have givet tilsagn om, at man ikke ville modsætte sig salg af klagerens ejendom til en fornuftig pris, og ejendommen blev på dette grundlag givet i kommission. Tilsagnet blev givet ved indklagedes advokat som svar på skrivelsen af 18. november 1987, hvori klagerens advokat havde gjort opmærksom på, at pantebrevet på 108.000 kr. efter hans opfattelse kunne opnå delvis dækning ved frivilligt salg, hvorimod det ikke ville kunne opnå dækning på en eventuel tvangsauktion.

Mindre end tre måneder senere forelå en provenuberegning og en underskrevet slutseddel, hvorved ejendommen blev handlet til en pris, der oversteg den senest regulerede ejendomsværdi. Prisen ifølge slutsedlen findes efter det oplyste at svare til en under de daværende markedsforhold fornuftig salgspris.

Det måtte under de anførte omstændigheder påhvile indklagede nærmere at begrunde, hvorfor den opnåede pris ikke kunne godkendes som en fornuftig pris eller i det mindste at medvirke til at udnytte de foreliggende muligheder for at opnå et større kontantprovenu. Indklagede afviste imidlertid såvel at acceptere den indgåede handel som at indgå i forhandlinger med køberen om en forhøjelse af den kontante udbetaling, som køberen havde erklæret sig indforstået med at tilbyde. Indklagede findes herved at have handlet i strid med sit tilsagn af 23. november 1987, og vi stemmer derfor for at give klageren medhold.

Der afsiges vedrørende denne del af klagen kendelse efter stemmeflertallet.

Samtlige medlemmer udtaler:

Spørgsmål om berettigelsen af den skete indberetning af klageren til kreditoplysningsbureauer henhører ikke under Ankenævnet, men derimod i dette tilfælde under Danmarks Sparekasseforening og eventuelt derefter under Registertilsynet. Denne del af klagen afvises derfor, jf. vedtægternes § 4, stk. 1.

Som følge heraf