Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Dispositioner vedrørende konto tilhørende privat skiftende dødsbo. Tilbageførsel til boets konto af fejlagtigt overført beløb.

Sagsnummer: 150 /1998
Dato: 14-09-1998
Ankenævn: Peter Blok, Inge Frølich, Leif Nielsen, Allan Pedersen, Ole Reinholdt
Klageemne: Fuldmagt - gyldighed
Tilbageførsel
Konto - dispositionsforhold
Ledetekst: Dispositioner vedrørende konto tilhørende privat skiftende dødsbo. Tilbageførsel til boets konto af fejlagtigt overført beløb.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører et erstatningskrav fra den ene af to privatskiftende arvinger som følge af, at indklagede, hvor dødsboets midler indestod, tilbageførte 500.000 kr. fra klagerens konto til dødsboets konto. Beløbet var umiddelbart forinden overført fra dødsboets konto til klagerens konto, idet et tilsvarende beløb overførtes til den anden arvings konto.

Sagens omstændigheder.

Klageren og dennes søster S er privatskiftende arvinger i boet efter deres mor. Dødsboets kontante midler indestod i januar 1998 i indklagedes Rødby afdeling.

Ved telefaxmeddelelse af 22. januar 1998 anmodede klageren afdelingen om at overføre 500.000 kr. til såvel hans egen konto hos indklagede som S's konto i et andet pengeinstitut. Afdelingen foretog overførslerne.

Indklagede har oplyst, at S den 26. januar 1998 telefonisk kontaktede afdelingen og erklærede, at hun ikke havde givet samtykke til overførslerne.

Samme dag kontaktede afdelingen klageren telefonisk. Ifølge klageren gav han udtryk for forundring over søsterens henvendelse, ligesom han ikke fandt, at overførslerne var uretmæssige dispositioner over boets midler. Ifølge indklagede blev klageren orienteret om, at indklagede samme dag ville tilbageføre overførslerne.

Ved skrivelse af 26. januar 1998 til klageren anførte indklagede:

"I fortsættelse af vor telefonsamtale d.d., har vi set os nødsaget til at tilbageføre de jfr. Deres brev overførte beløb kr. 500.000, idet Deres søster har gjort indsigelse mod dispositionerne, med henvisning til, at De ikke kan disponere alene over boets midler."

Klageren protesterede ved telefaxskrivelse af 27. januar 1998 mod tilbageførslen og henviste til, at skifteretten den 6. s.m. havde godkendt boopgørelse. Klageren anmodede afdelingen om at genindsætte 500.000 kr. på hans konto. Herudover anmodede klageren indklagede om at købe for 350.000 kr. Sophus Berendsen B aktier. Ved skrivelse af s.d. til klageren afviste indklagede at genindsætte de 500.000 kr.

Ved telefaxmeddelelse af 28. januar 1998 meddelte klageren afdelingen, at han krævede at blive holdt skadesløs for indklagedes manglende effektuering af ordren om køb af Sophus Berendsen aktierne. Indklagede afviste samme dag dette over for klageren.

Den 17. februar 1998 afslog indklagede klagerens anmodning om en kredit på 500.000 kr. til brug for køb af aktier i Sophus Berendsen.

Af sagen fremgår, at klageren indtil medio juni 1997 havde haft fuldmagt fra S til at foretage dispositioner vedrørende boet. Den 17. juni 1997 modtog indklagedes afdeling fra S skriftlig tilbagekaldelse af fuldmagten. Klageren havde i juli 1997 modtaget kopi af tilbagekaldelsen.

Parternes påstande.

Klageren har den 21. april 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale "erstatning for tab som følge af annulleret aktiekøbsordre p.t. ca. 125.000 kr. plus sagsomkostninger kr. 10.000."

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at efter skifterettens endelige godkendelse af boopgørelsen udarbejdede han en opgørelse over restindeståendet inkl. seneste rentetilskrivninger m.v., som han sendte til boets revisor og S's advokat. Den 22. januar 1998 anmodede han indklagede om at overføre den indiskutable del af restarven på 500.000 kr. til såvel S's konto som hans egen konto. S modtog kopi af anmodningen til indklagede. Han finder ikke, at overførslen af de 2 x 500.000 kr. kan anses for en disposition over boets midler og slet ikke uretmæssig. Beløbene var i henhold til boopgørelsen. Indklagede bør derfor betale hans tab som følge af det manglende køb af aktierne, hvis kurs er steget efterfølgende. Indklagede har endvidere undladt at imødekomme hans ansøgning om kredit til køb af aktierne. Han bestrider, at han ved samtalen den 26. januar 1998 blev orienteret om, at indklagede ville tilbageføre de 500.000 kr. til boets konto. Det var hans opfattelse, at indklagede ikke ville efterkomme S's anmodning herom.

Indklagede har anført, at S i juni 1997 over for indklagede skriftligt tilbagekaldte fuldmagten til klageren. Tilbagekaldelsen bevirkede, at der ikke længere kunne disponeres over boets midler uden begge arvingers tiltræden. Den oprindelige sagsbehandler hos indklagede fik ved senere dispositioner S's samtykke til de dispositioner, som klageren anmodede indklagede om at foretage. Dog fandt man det ufornødent, at S gav samtykke til interne omflytninger af boets midler, f.eks. til aftalekonti. Med hensyn til telefaxmeddelelsen af 22. januar 1998 var den ekspederende medarbejder ikke opmærksom på fuldmagtsspørgsmålet, men handlede i tillid til klagerens anmodning. Ved S's telefonopringning den 26. s.m. blev afdelingen opmærksom på, at klageren havde handlet uden samtykke, hvorfor beløbene tilbageførtes. Tilbageførslen af de 2 x 500.000 kr. var berettiget, og indklagede kan derfor ikke gøres erstatningsansvarlig for klagerens manglende opnåelse af en kursgevinst ved de påtænkte køb af Sophus Berendsen aktierne. Indklagede har ikke været forpligtet til at yde klageren et lån til aktiekøbet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Da klageren den 22. januar 1998 anmodede indklagede om at overføre 500.000 kr. til henholdsvis hans egen og hans søsters konto, havde han ikke længere fuldmagt fra søsteren til at disponere over boets konti hos indklagede. Indklagede var bekendt hermed, og det må derfor anses for en fejl fra indklagedes side, at klagerens anmodning om overførslerne blev ekspederet. Indklagede var herefter, da søsteren den 26. januar 1998 protesterede mod overførslerne, berettiget til at tilbageføre beløbene til boets konto. Der er derfor ikke grundlag for at tage klagerens erstatningspåstand til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.