Spørgsmål vedrørende omlægning af obligationsbeholdning.
| Sagsnummer: | 71 /1995 |
| Dato: | 16-11-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Inge Frølich, Peter Møgelvang-Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Dørsalgsloven |
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende omlægning af obligationsbeholdning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 22. oktober 1993 omlagdes klagerens beholdning af 9% obligationer, Kreditforeningen Danmark 23 S 2022, nominelt 305.000 kr. til kurs 100,100, til 6% obligationer Realkredit Danmark 23C.S 2026 til kurs 88,450. Af fondsnotaer fremgår, at handlerne er foretaget som strakshandler samme dag i tidsrummet 14.30 til 14.35.
Obligationerne var placeret i depot hos indklagedes Roskilde afdeling, som på baggrund af en telefonsamtale med klageren fredag den 22. oktober 1993 forestod omlægningen.
Klagerens obligationsbeholdning bestod herudover af nominelt 196.000 kr. 9 % Kreditforeningen Danmark 53 S 2022.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte kurstabet på de købte obligationer.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at obligationsbeholdningen hidrører fra hendes og ægtefællens salg af en fast ejendom. Hun og ægtefællen er henholdsvis 67 og 73 år, og renterne af obligationerne anvendes til dækning af leveomkostninger. Fredag den 22. oktober 1993 blev hun om eftermiddagen telefonisk kontaktet af en medarbejder hos indklagede, der angav, at han opholdt sig på børsen, og at han ville råde hende til her og nu at omlægge beholdningen af 9% obligationer til 6% obligationer, idet kursen netop den pågældende dag var god. Hun fortalte, at hendes ægtefælle ikke var hjemme, hvorfor hun dårligt kunne tage stilling til en omlægning. Hun bemærkede endvidere, at hun var uforstående overfor, at det kunne betale sig at omlægge til 6% obligationer, når de som pensionister levede af renterne. Da beslutningen ifølge indklagedes medarbejder ikke kunne vente til den følgende mandag, og af frygt for at foretage en forkert disposition, accepterede hun medarbejderens forslag. Hun henvendte sig flere gange i løbet af 1994 til indklagede vedrørende omlægningen. Indklagedes centerfilialdirektør indrømmede under et møde i januar 1995, at hun havde fået en uheldig rådgivning. Kursen på de købte obligationer er siden købet faldet med ca. 17,5 kurspoint. Det bestrides, at det var aftalt med indklagede, at hun kunne kontaktes vedrørende omlægning af obligationsbeholdningen. I 1992 eller begyndelsen af 1993 havde hun henvendt sig med en forespørgsel vedrørende obligationsbeholdningen, men hun har ikke henvendt sig herom siden og erindrer ikke, at indklagede skulle have kontaktet hende pr. telefon den 26. august 1993. De har ikke interesse i en omlægning til obligationer med lavere rente og længere løbetid.
Indklagede har anført, at klageren henvendte sig til indklagede den 19. juli 1993, idet kurserne på hendes obligationsbeholdning var tæt på kurs pari. Klageren oplyste, at hun var interesseret i at investere i en lavere forrentet obligation, men at kursen på den bestående beholdning skulle være over pari, før en eventuel omlægning skulle finde sted. Hun tilkendegav, at formålet med investeringerne var at sikre renteindtægter til betaling af løbende udgifter, og at investeringshorisonten var langvarig. Klageren oplyste endvidere, at hun selv med mellemrum ville kontakte indklagede med henblik på en omlægning, og at indklagede også kunne kontakte hende herom. Afdelingens investeringsrådgiver kontaktede klageren telefonisk den 26. august 1993 med en kort orientering. I oktober 1993 blev klageren påny kontaktet af investeringsrådgiveren, der orienterede om, at den lange rente forventedes at falde, hvilket ville medføre en højere genplaceringskurs. Det blev foreslået klageren at beholde seriedelen af den bestående beholdning, idet konverteringsrisikoen ansås for mindre for disse papirer. Det bestrides, at medarbejderen angav at opholde sig på børsen, og at han fremprovokerede en hurtig stillingtagen. Klageren fik en omhyggelig rådgivning og traf selv beslutning om omlægningen. Det bestrides, at indklagede efterfølgende har givet udtryk for, at omlægningen var uheldig.
Ankenævnets bemærkninger:
Tre medlemmer - Peter Blok, Jørn Rytter Andersen og Ole Simonsen - udtaler:
Vi lægger efter det foreliggende til grund, at spørgsmålet om omlægning af klagerens obligationsbeholdning til lavere forrentede obligationer i sommeren 1993 havde været drøftet mellem indklagedes investeringsrådgiver og klageren, og at det i denne forbindelse blev aftalt, at man ville vende tilbage til spørgsmålet. Selv om der ikke måtte være blevet indgået en udtrykkelig aftale om, at investeringsrådgiveren kunne kontakte klageren telefonisk vedrørende det drøftede spørgsmål, kan hans telefoniske henvendelse til klageren den 22. oktober 1993 under de nævnte omstændigheder ikke anses for stridende mod forbudet mod uanmodet henvendelse i § 2 i lov om visse forbrugeraftaler.
Vi finder endvidere ikke grundlag for at fastslå, at investeringsrådgiveren begik en ansvarspådragende fejl ved at tilråde klageren at omlægge en del af obligationsbeholdningen til 6% obligationer. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at indklagedes rådgivning var baseret på forventninger vedrørende rente- og kursudviklingen, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at hun selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.
Vi stemmer herefter for ikke at tage klagen til følge.
To medlemmer - Inge Frølich og Peter Møgelvang-Hansen - udtaler:
Vi lægger til grund, at spørgsmålet om en omlægning af klagerens obligationsbeholdning blev drøftet mellem indklagedes investeringsrådgiver og klageren i sommeren 1993, men anser det efter de foreliggende modstridende oplysninger for tvivlsomt, hvad der i den forbindelse blev aftalt om spørgsmålets fremtidige håndtering.
Selv om parterne måtte have aftalt, at man skulle vende tilbage til spørgsmålet, finder vi ikke, at klageren herved har fremsat en udtrykkelig og utvetydig anmodning om, at hun ønskede en telefonisk henvendelse på sin bopæl med henblik på indgåelse af aftale om køb eller salg af obligationer.
Vi finder herefter, at indklagedes telefoniske henvendelse den 22. oktober 1993 var i strid med § 2 i lov om visse forbrugeraftaler, og at aftalen derfor i henhold til lovens § 3 ikke er bindende for klageren. Ugyldighedsindsigelsen er efter det oplyste ikke gået tabt på grund af passivitet.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.