Rådgivning om salg af aktier.
| Sagsnummer: | 334 /2000 |
| Dato: | 19-04-2001 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Inge Frølich, Karen Frøsig, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Passivitet - værdipapirer/investering
Dørsalgsloven |
| Ledetekst: | Rådgivning om salg af aktier. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører indklagedes rådgivning om salg af klagerens aktier.
Sagens omstændigheder.
Den 9. august 2000 gennemførte indklagedes Ejstrupholm afdeling klagerens salg af 440 stk. aktier i William Demant Holding til kurs 266.
Handlens gennemførelse skete på baggrund af en telefonisk henvendelse fra afdelingen til klagerens søn, A, som på grund af klagerens alder og helbred står for dennes økonomi.
Indklagede har under sagen fremlagt indklagedes analyseafdelings vurdering af William Demant aktien den 4. august 2000. Heraf fremgår bl.a., at indklagedes anbefaling blev nedjusteret fra hold til sælg, idet afdelingens analyse af selskabet viste, at aktien var kraftigt overvurderet. Af vurderingen fremgår i øvrigt bl.a.:
"Mulige kurstriggere.. | Fundamentalt ser WD dermed meget dyr ud. Der er dog flere faktorer, som på kort sigt umiddelbart synes at kunne skubbe kursen yderligere i vejret: | |
i | En fortsat positiv markedsstemning. | |
i | Nye opkøb. | |
i | Halvårsregnskabet overrasker positivt. | |
…ikke særlig sandsynlig | Ses der nærmere på disse faktorer virker yderligere kursstigninger dog mindre plausibel. WD vil sandsynligvis indfri deres egne forventninger til halvårsregnskabet, spørgsmålet er dog om markedet vil være tilfreds hermed. På det nuværende kursniveau ligger der også forventninger om fremtidige opkøb, hvorfor WD skal komme med snarlig udmelding herom for at undgå skift i markedsstemningen. | |
SÆLG-anbefaling med kursmål på 220. | På kort sigt kan en fortsat positiv markedsstemningen resultere i yderligere kursstigninger. Vi tror dog, at markedet på sigt vil begynde at fokusere på selskabets fundamentale værdi. Vi anbefaler derfor SÆLG med et 12-mdr.kursmål på 220 kr. pr. aktie." |
Kort tid efter aktiesalget indtrådte en ikke uvæsentlig stigning i kursen på William Demant aktier.
Parternes påstande.
Den 29. august 2000 har A på vegne klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre handlen eller udbetale kursdifferencen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
A har anført, at afdelingen ved den telefoniske henvendelse til ham anbefalede et salg af aktierne, idet kursen forventedes at falde med ca. 100 kurspoint. På grundlag af indklagedes anbefaling blev det aftalt at sælge aktierne, men efterfølgende konstaterede han, at kursen steg med ca. 100 kurspoint.
Salget af aktierne skete på grundlag af en indklagedes fejlvurdering, og indklagede har overtrådt markedsføringsloven §§ 1 og 2 og dørsalgslovens § 2.
Han har ikke anmodet indklagede om at ringe angående køb og salg af aktier eller i øvrigt at henvende sig angående klagerens/morens økonomi.
Indklagede har anført, at A for at kunne varetage klagerens økonomi selv havde anmodet indklagede om at henvende sig til ham i dette øjemed. Indklagede har ikke henvendt sig til A i andet øjemed og har således ikke overtrådt dørsalgsloven.
Rådgivningen om salg af de pågældende aktier skete på baggrund af en tilbundsgående markedsanalyse udarbejdet af specialister hos indklagede. Det måtte stå A klart, at forventningerne til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik, og at han selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen herfor.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det findes ikke godtgjort, at klageren eller A på klagerens vegne forud for indklagedes telefoniske henvendelse den 9. august 2000 havde givet samtykke til at indklagede kunne henvende sig telefonisk vedrørende handel med værdipapirer. Ankenævnet finder derfor, at indklagedes henvendelse til A den 9. august 2000, som havde til formål at opfordre til salg af klagerens aktier i William Demant Holding, var i strid med dørsalgslovens § 2, stk. 1. Klageren kan derfor i medfør af lovens § 3 kræve sig frigjort fra aftalen. Da klagerens ret til at påberåbe sig bestemmelsen ikke kan anses for tabt som følge af passivitet, tager Ankenævnet herefter klagerens påstand til følge.
Som følge heraf
Indklagede skal tilbageføre klagerens salg af 440 stk. aktier i William Demant Holding, såfremt klageren fremsætter anmodning herom inden fire uger fra afsigelsen af kendelsen.Klagegebyret tilbagebetales klageren.