Afgørelse

Rådgivning i forbindelse med terminsforsikring

Klageren var tilsluttet det indklagede realkreditinstituts terminsforsikringsordning. Af betingelserne for denne fremgik det, at forsikringstagere var låntagere hos instituttet, at sikret var instituttet, og at forsikringen blev administeret af instituttets Forsikringsservice. Forsikringen dækkede betaling af terminsydelser i ind til 12 måneder ved ufrivillig arbejdsløshed ud over 90 dage (karensperiode) for arbejdstagere med fast ansættelse hos samme arbejdsgiver i mindst 6 måneder forud for skadesbegivenhedens indtræden. Hvis skadelidte igen kom i arbejde inden udløb af 12-måneders-perioden, forudsatte ny udbetaling en ny 90 dages karensperiode. Det frengik endvidere, at udbetaling af alle erstatninger ville ske til instituttet, at forsikringskrav alene kunne rettes mod forsikringsselskabet, c/o instituttets Forsikringsservice, og at instituttet ikke hæftede for erstatninger eller forsikringsydelser af nogen art. Forsikringsselskabet meddelte i februar 1996 klageren, at man i h.t. forsikringen havde betalt terminsydelser til instituttet. Af klagerens skadeanmeldelse fremgik det imidlertid, at han fra den 28. januar 1996 - 8. februar 1996 havde haft midlertidig ansættelse, hvilket indebar, at policens dækning principielt var bortfaldet. I marts 1996 redegjorde klageren over for instituttet for hændelsesforløbet, herunder at han forud for, at han påtog sig at assistere ved en udstilling i perioden 28. januar - 8. februar 1996 hos Forsikringsservice havde fået oplyst, at det betød, at han skulle igennem en ny karensperiode på 3 måneder, hvorefter forsikringen ville træde i kraft på ny for en 12 måneders periode. Dette havde han accepteret. Forsikringsselskabet havde nu meddelt ham, at forsikringen var bortfaldet. Klageren tilkendegav, at han aldrig ville have påtaget sig et midlertidigt arbejde i 12 dage, som ville medføre et forsikringstab på 25.000 kr. Instituttet bestred, at Forsikringsservice havde givet oplysninger som påstået af klageren. Efterfølgende korrespondance førte ikke til en løsning, og klageren indbragte sagen for Nævnet med påstand om, at instituttet skulle yde ham en erstatning på 25.000 kr. Instituttet påstod principalt sagen afvist, subsidiært frifindelse.
Nævnet bemærkede, at det af forsikringsbetingelserne, som klageren havde kendskab til, fremgik, at sikrede ved policen var instituttet, at forsikringsgiveren var forsikringsselskabet, at krav i henhold til forsikringen alene kunne rettes mod dette selskab, og at instituttet ikke hæftede for betaling af erstatninger eller forsikringsydelser af nogen art. Nævnet fandt derfor, at klagerens kontraktspart vedrørende forsikringen var forsikringsselskabet, og at klager over mangelfuld rådgivning måtte rettes mod forsikringsselskabet. Klagen kunne derfor ikke behandles af Realkreditankenævnet, men blev oversendt til Ankenævnet for Forsikring til eventuel behandling ved dette nævn.