Køb af aktier i Commercial Holding.
| Sagsnummer: | 247 /1996 |
| Dato: | 21-11-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Leif Nielsen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Dørsalgsloven |
| Ledetekst: | Køb af aktier i Commercial Holding. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 12. januar 1990 rettede en medarbejder i indklagedes Vanløse afdeling uopfordret telefonisk henvendelse til klageren vedrørende salg af aktier i Commercial koncernen - ifølge klageren aktier i Commercial Holding. Han bad om emissionsprospekt og regnskab, men medarbejderen oplyste, at materialet endnu ikke var færdigt, og at han kunne risikere, at alle aktierne var solgt, hvis han ventede til emissionsdagen. Medarbejderen henviste til regnskabet for 1988.
Klageren besluttede herefter at købe for ca. 50.000 kr. aktier. Købet gennemførtes ved køb af Commercial Leasing aktier, som i februar 1990 blev konverteret til aktier i Commercial Holding International B samtidig med, at den til disse aktier knyttede fortegningsret blev udnyttet. Klagerens beholdning bestod herefter af 200 stk. Commercial Holding B aktier.
I en ordrebekræftelse, som klageren modtog dagen efter, er angivet, at der "for kr. 50.000,-" købes "40 stk. Commercial gl." og "40 stk. Retter Commercial". Kurser er ikke angivet.
Af fremlagte aktienotaer fremgår følgende:
- | med valør den 17. januar 1990 købte klageren 40 stk. Commercial Leasing |
Efter fremkomsten af halvårsregnskabet for Commercial Holding i oktober 1990 og på grund af den efterfølgende kursudvikling solgte klageren i december 1990 130 stk. aktier til kurs 148.
I foråret 1996 fremkom der i dagspressen oplysninger om forskellige forhold vedrørende indklagedes medvirken ved emissionen i Commercial koncernen i januar/februar 1990. De fremkomne oplysninger medførte, at indklagede tilkendegav, at man ville tilbyde visse aktionærer i Commercial Holding International en kulancemæssig erstatning.
Ved skrivelse af 12. april 1996 gjorde klageren et krav på 36.760 kr. gældende over for indklagede. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Mit tab på Commercial Holding International B kan opgøres således ...
| 40 | stk. | á | kr. | 100 | til | kurs | 200,00 | kr. | 8.000 |
Da kursen i sidste halvdel af 1990 faldt drastisk og da [navn på ledende medarbejder i selskabet] involverede sig voldsomt i fodbold, mistede jeg noget af tilliden til aktien, hvorfor jeg solgte omkring årsskiftet 1990/91 således:
120 | stk. | á | kr. | 100 | til | kurs | 148,00 | kr. | 19.240 |
De resterende aktier er stadig i mit [indklagede] depot:
700 | stk. | á | kr. | 100 | til | kurs | 0,00 | kr. | 0 |
Samlet tab ekskl. kurtage, afgifter og renter kr. 36.760"
Indklagede udarbejdede i juni 1996 en redegørelse, der fremsendtes til aktionærerne. Af redegørelsen fremgår bl.a.:
"I november 1989 gav [indklagede] tilsagn om at medvirke til gennemførelsen af en omstrukturering af Commercial Leasing af 1981 A/S (Commercial Leasing) koncernen. Omstruktureringen skulle foregå således:
Aktionærerne i Commercial Leasing blev tilbudt at ombytte deres aktier til aktier i Commercial Holding således, at aktionærerne for hver 1 A-aktie i Commercial Leasing blev tilbudt 2 A-aktier og 4 B-aktier i Commercial Holding. For hver B-aktie i Commercial Leasing blev aktionærerne tilbudt 4 B-aktier i Commercial Holding. Ombytningstilbudet medførte, at samtlige nominelt 15 mio. kr. A-aktier og nominelt 22,6 mio. kr. B-aktier i Commercial Leasing (ud af nominelt 45 mio. kr.) blev ombyttet med aktier i Commercial Holding.
Aktieemission på 60 mio. kr. i Commercial Holding.
Samtidig med ombytning af aktier i Commercial Leasing til aktier i Commercial Holding blev der indbudt til en kontant nytegning af nominelt 60 mio. kr. B-aktier i Commercial Holding. Emissionen blev garanteret af [indklagede] Ved nytegningen blev B-aktionærerne tilbudt at tegne 1 ny B-aktie til kurs 200 for hver 4 B-aktier, de havde i forvejen (med fortegningsret), og resten af nytegningen blev udbudt i fri tegning efter tendersystemet til minimumskurs 280 (uden fortegningsret).
På tidspunktet for afgivelsen af [indklagedes] tilsagn om medvirken til gennemførelsen af omstruktureringen forelå et af koncernens statsautoriserede revisorer udarbejdet koncernregnskab for 1988, der på daværende tidspunkt var det senest offentliggjorte. Koncernbalancen udgjorde ca. 2,8 mia. kr. og der var en bogført egenkapital på 640 mio. kr. (mod 508 mio. kr. ultimo 1987).
Samtidig forventede selskaberne at realisere et overskud for 1989 på ca. 100 mio. kr., og ledelsen af selskaberne havde positive forventninger til driften i 1990.
De positive forventninger blev bekræftet af, at Commercial Leasing koncernens regnskab for 1989, der blev offentliggjort i maj 1990, udviste et overskud på 138 mio. kr.
[Indklagedes] rådgivning.
Vi mener således ikke, at der er grundlag for at kritisere de anbefalinger [indklagede] i sin tid måtte have givet om Commercial aktien, og som måtte have haft indflydelse på investorernes beslutning om at investere i netop denne aktie. Commercials økonomiske situation var fornuftig dengang, og koncernens fremtid var - efter [indklagedes] og andre professionelle børsaktørers opfattelse - positiv. Investering i aktier vil altid være forbundet med en risiko, og et pengeinstituts råd og anbefalinger vedrørende sådanne investeringer sker alene efter bedste skøn, men naturligvis uden garanti for et bestemt resultat.
Forløbet af aktieemissionen på 60 mio. kr.
Som nævnt skulle der nytegnes 60 mio. kr. B-aktier i Commercial Holding. De godt 37 mio. kr. blev tegnet i fortegningsperioden af de eksisterende B-aktionærer. De resterende 22,15 mio. kr. aktier blev udbudt i fri tegning, der resulterede i tegning af godt 9,8 mio. kr. aktier. Ledelsen i Commercial koncernen tegnede herefter de resterende godt 12 mio. kr. aktier gennem et selskab, som ledelsen ejede. [Indklagede] lånte selskabet pengene til køb af aktierne mod sikkerhed i disse og med kaution fra det pågældende selskabs aktionærer. [Indklagede] havde dog ikke noget at gøre med oprettelse og erhvervelse af selskabet.
Fondsbørsmeddelelsen
Den fondsbørsmeddelelse, der blev udsendt af [indklagede] Børs efter emissionens afslutning den 1. februar 1990, gav ikke et fuldt ud fyldestgørende billede af tegningsforløbet, idet meddelelsen ikke oplyste, at fuldtegningen skyldtes, at ledelsen selv havde tegnet det manglende beløb.
Det skal understreges, at Commercial Holding, uanset ledelsens aktietegning, fik tilført hele den tegnede aktiekapital. Commercial Holdings økonomiske situation blev således ikke forringet af, at en del af aktierne tegnedes af ledelsen selv.
Status for de aktionærer, der ved emissionen havde tegnet aktier i Commercial Holding, var den 1. februar 1990 følgende:
- aktionærerne var bundet af tegningen, uanset at ledelsen også selv havde tegnet aktier,
- aktionærerne havde ikke fået besked om, at fuldtegningen havde været afhængig af ledelsens aktietegning.
Konsekvenser af meddelelsen til Fondsbørsen
Hvilken betydning denne manglende oplysning har haft for den enkelte aktionærs fortsatte aktiebesiddelse, kan næppe afgøres nu mere end 6 år senere. Men vi erkender, at en mere fyldestgørende fondsbørsmeddelelse kunne have fået nogle aktionærer til at søge deres aktier i selskabet afhændet.
Vi må imidlertid erindre om, at de siden februar 1990 offentliggjorte halv- og helårsregnskaber, der gav et selvstændigt billede af selskabets økonomiske forhold, og den løbende negative kursudvikling på aktien, ikke bevirkede, at de pågældende aktionærer solgte aktierne. I det omfang der har været drøftelser med [indklagede] om et salg, vil [indklagedes] eventuelle råd og anbefalinger om dette naturligvis være givet efter bedste skøn, men uden garanti for et bestemt resultat.
Juridiske betragtninger om godtgørelsen
Vi har lagt til grund, at den enkelte investors beslutning om ikke at afhænde aktierne, i hvert fald efter et vist tidsrum - selv teoretisk bedømt - ikke ville have været ændret, selv om der var givet en fuldt ud fyldestgørende fondsbørsmeddelelsen den 1. februar 1990. Efter vor opfattelse må det i hvert fald i foråret 1991, efter at Commercial Holding havde aflagt et utilfredsstillende halvårsregnskab, der blev offentliggjort den 10. oktober 1990, og et endnu mere utilfredsstillende helårsregnskab, der blev offentliggjort den 24. maj 1991, udvisende et underskud på 101 mio. kr., og efter at kursen på selskabets aktier nogenlunde jævnt over perioden var faldet til et niveau omkring 130, have været andre forhold, der begrundede, at mange aktionærer ikke på dette tidspunkt tog skridt til at afhænde aktierne. Det kurstab, der opstod derefter, er vi derfor ikke indstillet på at dække.
............
Hvem vil modtage en kulancemæssig erstatning
a) Vi vil derimod pr. kulance betale en del af det tab, som en række aktionærer, der nytegnede aktier i perioden fra den 29. - 31. januar 1990, fik på disse aktier.
b) Endvidere er vi indstillet på at betale en kulancemæssig erstatning for den del af det tab, som en række aktionærer fik ved nytegning af B-aktier i perioden fra den 15. - 26. januar 1990 (fortegningsperioden).
Som anført ovenfor kunne aktionærer, der ejede 4 B-aktier, i fortegningsperioden nytegne yderligere 1 B-aktie til kurs 200. Den kulancemæssige erstatning vedrører således disse nytegnede aktier.
Størrelsen af godtgørelsen
Erstatningens størrelse vil blive beregnet på grundlag af kursfaldet fra investeringen blev foretaget nemlig kurs 200/280 ned til kurs 130, svarende til kursniveauet i maj 1991, hvor årsregnskabet for 1990 for Commercial Holding blev offentliggjort."
Indklagede tilbød ved skrivelse af 6. juni 1996 klageren en kulancemæssig erstatning på 3.000 kr. Det hedder i skrivelsen bl.a.:
"Vi har valgt at give Dem kulancemæssig erstatning svarende til 70 kurspoint for alle 40 aktier, De nytegnede i perioden 15. - 26. januar 1990, skønt 130 stk. aktier af Deres samlede beholdning blev solgt i december 1990."
Klageren har ved klageskema af 26. juni 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 36.700 kr. samt renter heraf fra den 12. april 1996.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Klageren har anført, at indklagedes telefoniske henvendelse i januar 1990 var uanmodet. Indklagede gav vildledende og fejlagtige oplysninger om aktierne i Commercial Holding. Han fik indtryk af, at henvendelsen var en særlig begunstigelse, der kun var tildelt en mindre kreds af gode kunder, der måtte formodes at være interesseret i langsigtede investeringer.
Indklagede har anført, at klageren ved passivitet har fortabt sin ret til at gøre gældende, at købet af aktierne er ugyldigt på grund af indklagedes uanmodede telefoniske henvendelse. Indklagedes rådgivning har ikke været ansvarspådragende. Indklagede medvirkede i 1989/1990 til gennemførelse af en omstrukturering af Commercial Leasing af 1981 A/S koncernen. Ved omstruktureringen havde aktionærer i Commercial Leasing mulighed for at ombytte aktier til aktier i Commercial Holding International samtidig med, at der blev indbudt til en kontant nytegning af nominelt 60 mio. kr. B aktier i Commercial Holding. Emissionen blev garanteret af indklagede. På dette tidspunkt forelå der et af koncernens statsautoriserede revisorer udarbejdet koncernregnskab for 1988. Koncernbalancen udgjorde ca. 2,8 mia. kr., og der var en bogført egenkapital på 640 mio. kr. Selskaberne forventede at realisere et overskud for 1989 på ca. 100 mio. kr., og ledelsen af selskaberne havde positive forventninger til driften i 1990. Forventningerne bekræftedes af, at Commercial Leasing koncernens regnskab for 1989, der blev offentliggjort i maj 1990, udviste et overskud på 138 mio. kr. Indklagedes anbefalinger, der måtte være blevet givet om Commercial Holding aktier, og som måtte have haft indflydelse på klagerens beslutning om at investere i denne aktie, er således ikke ansvarspådragende. Commercial koncernens økonomiske situation var fornuftig dengang, og koncernens fremtid var efter indklagedes og andre professionelle børsaktørers opfattelse positiv. Investering i aktier er forbundet med en risiko, og et pengeinstituts råd og anbefalinger vedrørende sådanne investeringer sker alene efter bedste skøn uden garanti for et bestemt resultat.
Til støtte for afvisningspåstanden gøres det gældende, at Ankenævnet ikke har kompetence til at afgøre, hvorvidt den af indklagede tilbudte kulancemæssige erstatning er tilstrækkelig.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet lægger til grund, at den ordre, klageren afgav den 12. januar 1990, reelt gik ud på, at han skulle købe for ca. 50.000 kr. B-aktier i Commercial Holding International A/S (Commercial Holding), idet dette blev gennemført ved, at han i første omgang erhvervede 40 aktier i Commercial Leasing A/S (Commercial Leasing) til kurs 1030, hvilke aktier derefter blev ombyttet med 160 aktier i Commercial Holding samtidig med, at han ved udnyttelse af den til disse knyttede fortegningsret købte yderligere 40 aktier til kurs 200. Set under ét har klageren således erhvervet de 200 aktier i Commercial Holding for 41.200 kr. + 8.000 kr. = 49.200 kr., dvs. til en gennemsnitskurs på 246.
Det er ubestridt, at klagerens ordre blev afgivet i forbindelse med en uanmodet telefonisk henvendelse. Denne var i strid med § 2, stk. 1, i lov om visse forbrugeraftaler (dørsalgsloven), og aftalen var derfor som udgangspunkt ikke bindende for klageren, jf. lovens § 3. Ankenævnet finder imidlertid, at klageren ved at forholde sig passiv i mere end 6 år har fortabt sin ret til at gøre ugyldigheden efter denne bestemmelse gældende.
Ankenævnet finder endvidere, at der - uanset den kursudvikling, som efterfølgende fandt sted - ikke foreligger tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at indklagede har handlet ansvarspådragende ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med dennes købsbeslutning. Det bemærkes herved, at der ikke er forelagt nævnet nærmere oplysninger om Commercial Leasings økonomiske situation og indklagedes engagement med selskabet omkring årsskiftet 1989-90.
Af de nominelt 60 mio. kr. B-aktier i Commercial Holding, som skulle nytegnes, blev 22,15 mio. kr. udbudt i fri tegning. Af disse blev kun 9,8 mio. kr. - dvs. mindre end halvdelen - tegnet på normal måde, medens de resterende aktier blev tegnet af et selskab tilhørende ledelsen i Commercial koncernen, idet indklagede lånte selskabet det hertil fornødne beløb. Disse omstændigheder blev ikke oplyst i den børsmeddelelse, som indklagede udsendte efter emissionens afslutning den 1. februar 1990, og offentligheden måtte derfor få det indtryk, at fuldtegningen var sket på normal måde. Det må lægges til grund, at fuldstændige oplysninger om, hvorledes tegningen var gennemført, ville have haft negativ indflydelse på vurderingen af selskabet og aktierne. Ankenævnet finder derfor, at indklagede ved børsmeddelelsen afgav vildledende oplysninger af væsentlig betydning, og at indklagede herved har handlet ansvarspådragende.
Ved vurderingen af, hvorvidt og i hvilket omfang klageren som følge heraf kan kræve erstatning, finder Ankenævnet, at der bør tages udgangspunkt i, at klageren ville have afhændet aktierne, såfremt indklagede havde afgivet korrekte oplysninger om forløbet af nytegningen. Usikkerheden med hensyn til, hvorvidt klageren faktisk ville have forholdt sig på denne måde, findes således - i hvert fald når tillige henses til omstændighederne omkring erhvervelsen - at måtte komme indklagede til skade. I mangel af oplysninger, som eventuelt kunne begrunde en anden vurdering, lægger Ankenævnet endvidere til grund, at klageren i så fald kunne have afhændet aktierne til en kurs svarende til den gennemsnitskurs på 246, som han selv havde erhvervet dem til.
Efter det foran anførte om den måde, på hvilken klageren erhvervede de 200 aktier i Commercial Holding, finder Ankenævnet, at erhvervelsen må betragtes som en helhed, og at klageren derfor ikke alene - som det er lagt til grund i indklagedes erstatningstilbud - kan kræve erstatning for de 40 aktier, som blev nytegnet ved udnyttelse af fortegningsretten, men kan kræve erstatning for alle 200 aktier.
3 medlemmer - Peter Blok, Peter Møgelvang-Hansen og Leif Nielsen - udtaler herefter:
Indklagede har i sit erstatningstilbud lagt til grund, at forholdet vedrørende børsmeddelelsen i hvert fald fra foråret 1991, da de utilfredsstillende regnskabsresultater var fremkommet, og aktiernes kurs var faldet til omkring 130, ikke længere kan have spillet nogen rolle for klagerens overvejelser om, hvorvidt han burde sælge de ikke allerede afhændede aktier. Med denne begrundelse har indklagede tilkendegivet, at man ikke er indstillet på at dække det kurstab, der indtrådte efter foråret 1991. Vi finder imidlertid, at det afgørende må være, at klageren i foråret 1991 ikke var bekendt med forholdet vedrørende børsmeddelelsen og den heraf følgende mulighed for at rette krav mod indklagede. Efter vor opfattelse er der derfor ikke grundlag for ved tabsopgørelsen at lade klageren bære risikoen for det efterfølgende yderligere kurstab. Klageren blev først i foråret 1996 bekendt med, at indklagede havde afgivet vildledende oplysninger i børsmeddelelsen, og vi lægger som ubestridt til grund, at aktierne på dette tidspunkt var værdiløse. Klageren findes herefter for de 70 ikke afhændede aktier at have krav på dækning af det fulde tab ned til kurs 0.
Klageren solgte i december 1990 130 aktier til kurs 148. Da aktierne som nævnt er erhvervet til en gennemsnitskurs på 246, stemmer vi herefter for at fastsætte erstatningen til 130 x (246 ÷ 148) kr. eller 12.740 kr. med tillæg af 70 x 246 kr. eller 17.220 kr., i alt 29.960 kr. Erstatningsbeløbet findes først at kunne kræves forrentet fra klagens indgivelse til Ankenævnet den 27. juni 1996.
2 medlemmer - Peter Stig Hansen og Allan Pedersen - udtaler:
Af de grunde, der er anført af indklagede, finder vi, at indklagede ikke skal svare erstatning for det tab, der indtrådte efter offentliggørelse af halvårsrapporten for Commercial Holding den 10. oktober 1990. Klageren besluttede da også efter sin egen forklaring af sælge 130 af de 200 aktier omkring årsskiftet 1990/91 til kurs 148 og valgte herefter selv at bære risikoen for yderligere kursændringer i de resterende 70 aktier.
Klagerens manglende kendskab til forholdene vedrørende børsmeddelelsen den 1. februar 1990 kan ikke antages at ville have været bestemmende for hans beslutning om at afhænde aktierne, efter at der var fremkommet halvårsrapport og senere årsregnskab i 1991, som klart viste selskabets problemer. Ved at vælge at beholde 70 af de købte aktier på et tidspunkt, hvor der var kommet ufordelagtige regnskabsoplysninger, og markedet for aktierne var klart nedadgående, valgte klageren at bære risikoen for de pågældende aktiers fremtidige kursudvikling.
Vi stemmer herefter for, at erstatningen fastsættes til 200 x (246 minus 148) kr., eller 19.600 kr. Med hensyn til forrentning er vi enige med flertallet.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger til klageren betale 29.960 kr. med rente efter renteloven fra den 27. juni 1996. Klagegebyret tilbagebetales klageren.