Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse fra forening mod opsigelse af kundeforhold begrundet i manglende oplysninger og manglende dokumentation i henhold til kundekendskabsprocedurer i hvidvaskloven

Sagsnummer: 488 /2020
Dato: 01-09-2021
Ankenævn: Vibeke Rønne, Inge Kramer, Jimmy Bak, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn.
Klageemne: Indlån - opsigelse
Konto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse fra forening mod opsigelse af kundeforhold begrundet i manglende oplysninger og manglende dokumentation i henhold til kundekendskabsprocedurer i hvidvaskloven
Indklagede: Arbejdernes Landsbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører indsigelser fra en forening mod Arbejdernes Landsbanks opsigelse af foreningens konti begrundet i manglende oplysninger og manglende dokumentation i henhold til kundekendskabsprocedurer i hvidvaskloven.

Sagens omstændigheder

Klageren er en forening, som er registreret i CVR-registret, og som har hjemsted i Danmark. Af foreningens vedtægter fremgår blandt andet:

”…

§ 2. Foreningens formål
2.1 [Foreningen] er en velgørenhedsorganisation som ikke har økonomiske, politiske eller religiøse interesser.
2.2 Det er foreningens formål at støtte velgørenhedsprojekter relateret til uddannelse, sundhed, katastrofer og socialøkonomiske velstand uden hensyntagen til religion, hudfarve og etnicitet.
2.3 At støtte projekter i samarbejde med velrenommerede nationale såvel som internationale organisationer.
2.4 Foreningens aktiviteter varetages af bestyrelsen, som er den øverste instans.
2.5 At gennemføre interkulturelle arrangementer.

§ 3. Foreningens vedtægter

3.1 Foreningens vedtægter og senere ændringer i vedtægterne skal godkendes af Central Executive Committee (CEC), jf. §9.1.

§ 4. Medlemskab

4.1 Medlemskab af CEC kan kun opnås via invitation og en afstemning i det til ethvert tidspunkt siddende CEC med opnåelse af minimum 2/3 flertal ud af de fremmødte. Dog skal stemmeprocenten være minimum på 70 %. Hvis man ikke er personligt tilstede under mødet, så kan stemmeafgivelse kun foregå via e-mail til et bestyrelsesmedlem.

4.2 Ekskludering af et medlem af CEC medlem kræver en afstemning i den til enhver tid siddende CEC med minimum 2/3 flertal for ekskludering af medlemmet.

4.3 Menigt medlemskab af [foreningen] fordrer at medlemmet skal have indbetalt det til ethvert tidspunkt fastlagte medlemskontingent af [foreningen].

4.4 Medlemmerne skal overholde foreningens vedtægter og retningslinjer fra bestyrelsen.

4.5a Som menige medlemmer kan optages personer, der kan tilslutte sig foreningens formål, vedkende sig nærværende vedtægter og godkendes som medlemmer af CEC.

4.5b En familie med samme bopæl kan optages som menige medlemmer med den af bestyrelsen fastsatte familiemedlemskontingent.

4.5c En virksomhed eller forretning kan optages som medlem med den af bestyrelsen fastsatte medlemskontingent.

4.6 Menige medlemmer har ikke stemmeret i [foreningen].

4.7 Bestyrelsen fastsætter medlemskontingent én gang årligt.

4.8 Kontingent betales forud og refunderes ikke ved udmeldelse.

4.9 Et medlem – både menig medlem og CEC medlem - er udtrådt når medlemmet ikke har betalt kontingent i 3 mdr. i træk.

4.10 Et CEC medlem er udtrådt når medlemmet ikke har deltaget i 3 månedlige CEC møder i træk. Dog kan CEC medlemmer sende en ansøgning til den til enhver tid siddende bestyrelse med en begrundelse for hvorfor mødeaktiviteten er afvigende og hvornår forholdet forventes at blive bragt i orden. CEC træffer herefter en afgørelse via et simpelt flertal og på baggrund af ansøgningen.

4.11 Et CEC medlem er udtrådt når medlemmet ikke har deltaget i minimum 50 % af de afholdte CEC møder i løbet af et kalenderår.

4.12 CEC kan ekskludere et medlem uden at der gives en begrundelse herfor.

4.13 Et ekskluderet medlem kan ikke anke sin eksklusion.

4.14 Et æresmedlemskab kan gives til de medlemmer, der ikke opfylder krav til at være CEC medlemmer. Denne gruppe kan bestå af medlemmer der betaler minimum 100 Kr. i medlemskab/måned og som tidligere har været medlem af CEC eller har ydet en ekstraordinær indsats for [foreningen]. Medlemskab kan opnås ved et simpelt flertal ved en afstemning i blandt CEC medlemmer.

§5. Generalforsamling

5.1 Foreningens daglige anliggender varetages af bestyrelsen valgt af CEC.

5.2 Kun CEC kan vedtage, ændre eller ophæve vedtægterne.

5.3 Bestyrelsen er inden for vedtægterne fastsatte grænser den højeste myndighed i alle foreningens operationelle anliggender.

5.4 Den årlige generalforsamling afholdes hvert år indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved skriftlig indkaldelse til CEC medlemmer via deres oplyste e-mail adresse. Dog skal den årlige generalforsamling indkaldes senest 13 måneder efter den sidste generalforsamling. Det er medlemmets egen pligt at oplyse en gyldig e-mail adresse.

5.5 Kun CEC medlemmer har adgang til generalforsamlingen samt evt. personer indbudt af minimum 2/3 flertal af CEC.

5.6 Det er formanden der indkalder til den årlige generalforsamling.

5.7 Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

5.15 Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes inden 1 måned, når mindst 1/3 af medlemmer skriftlig stiller krav herom.

§6. Foreningens daglige ledelse

6.1 Bestyrelsen vælges af CEC medlemmer.

6.2 Bestyrelsen kan kun bestå af CEC medlemmer.

6.3 Bestyrelsesmedlemmer må ikke besidde poster i en anden organisation som medfører interessekonflikt.

6.4 Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen som består af 3 til 7 medlemmer.

6.5a Bestyrelsens medlemmer skal bestå af formand, sekretær og kasserer. Bestyrelsen kan suppleres med en næstformand og PR manager. Hvis næstformandsposten fravælges, så agerer sekretær som formand i fravær af formanden.

6.5b Under en valgperiode (efter valg) kan bestyrelsen vedtage at udvide bestyrelsen med yderligere bestyrelsesmedlemmer iht. § 6.5a

6.6 Formanden og de øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år af gangen.

6.7 Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger samt krav beskrevet i dokumentet ”Roller og ansvar” og ”Adfærdskodeks”, som godkendes af CEC ved simpelt flertal.

6.9 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

6.10 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når et flertal af bestyrelsesmedlemmer er til stede inkl. formanden.

6.11 Formanden leder bestyrelsens forhandlinger og i dennes forfald er det næstformanden der leder forhandlingerne.

6.12 Formanden drager omsorg for, at der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger og beslutninger.

6.13a Ved en eventuel stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

6.13b Det er formandens pligt at evaluere andre bestyrelsesmedlemmers arbejde. Formanden kan indstille til omvalg for en bestyrelsespost, hvor bestyrelsesmedlem ikke skønnes at bruge den fornødne tid til at gennemføre opgaver for den pågældende bestyrelsespost. Et eventuelt omvalg kan kun gennemføres såfremt der opnås et flertal iflg. §9.1 for omvalg ved afstemning i CEC.

6.14 Bestyrelsen kan nedsætte en række underudvalg til at varetage diverse arbejdsopgaver.

6.15 Bestyrelsen udarbejder retningslinjer ”Roller & Ansvar” for de pligter bestyrelsesmedlemmer og underudvalg skal varetage. Retningslinjer skal godkendes af et simpelt flertal af CEC medlemmerne.

§7. Regnskab og revision

7.1 Foreningens formue skal til enhver tid anbringes i et anerkendt pengeinstitut.

7.2 Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for budget samt regnskab.

7.3a Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister.

7.3b Kasseren kan føre regnskab med hjælp fra andre [forenings] medlemmer. Dog skal der indhentes forudgående skriftlig tilladelse fra den til enhver tid siddende bestyrelse. Det er dog stadig kasserens ansvar at regnskabet føres korrekt.

7.4 Ved overførsler skal kasseren oprette transaktioner/kuvert i netbank, og denne kuvert skal godkendes af et andet bestyrelsesmedlem.

7.5 Regnskabsåret er 1. januar – 31. december.

7.6 Revisorpåtegnet regnskab bekendtgøres senest 8 dage før generalforsamlingen.

7.7 Regnskabet skal underskrives af samtlige medlemmer af bestyrelsen.

7.8 Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med sin formue.

§8. Tegningsregler

8.1 Foreningen tegnes af formanden og kasseren i foreningen eller ved en af disses forfald, af formanden eller kassereren i forening med Sekretæren.

8.2 Formanden har ret til uden prokura at foretage køb af varer, ydelser og bankprodukter til brug for den daglige drift for op til 5.000 Kr. pr. måned. Bestyrelsen kan dog give formanden og kasseren prokura til alene at disponere foreningens formue til at foretage køb af varer, ydelser og bankprodukter til brug for den daglige drift for op til 20.000 (tyvetusinde Kr.). Formanden og kasseren kan foretage de ovenfor nævnte køb via f.eks. dankort, visa-dankort, masterkort eller andre bank kort.

§9. Vedtægtsændringer

9.1 Med mindre andet er nævnt, så kan vedtægtsændringer vedtages ved generalforsamling eller ekstraordinær generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

§10. CEC

9.1 CEC består af følgende medlemmer. Navnene er angivet i alfabetisk orden:

10.2 Den samlede CEC kan maksimalt bestå af 11 personer.

...”

Foreningen var kunde hos Arbejdernes Landsbank, hvor den havde to indlånskonti nr. -806 og nr. -454.

Banken har oplyst, at ifølge foreningen anvendes foreningens midler til velgørenhedsprojekter i primært Mellemøsten, blandt andet i Afghanistan, Irak, Pakistan, Syrien og Yemen, gennem samarbejdspartnere i Tyrkiet og Pakistan, hvorfra overførte donationer fra foreningen videreformidles.

Den 9. september 2020 sendte foreningen en anmodning til banken om at overføre USD svarende til 483.143,73 kr. fra konto -806 til en betalingsmodtager i Tyrkiet. På daværende tidspunkt var der på foreningens konti i banken et indestående på i alt knap 1,2 mio. kr. Transaktionen blev ikke gennemført. Banken har anført, at betalingen i overensstemmelse med bankens forretningsgang og hvidvaskloven blev standset af banken.

Ved brev af 18. september 2020 til foreningen opsagde banken foreningens engagement. Banken anførte blandt andet:

”…

Vi har konstateret, at foreningen har sendt og fortsat ønsker at sende betydelige beløb til udlandet.

Da banken ikke kan gennemskue midlernes oprindelse, kan vi ikke tilbyde fortsat at gennemføre udenlandske overførsler for foreningen.

På den baggrund opsiges konto- og kundeforholdet med virkning fra 18. november 2020.

…”

Under sagen har parterne fremlagt diverse beskeder og e-mails mellem banken og foreningen og mellem foreningen og tredjemand i perioden september - november 2020.

Foreningen gjorde indsigelse mod opsigelsen og oplyste blandt andet, at den i samarbejde med et selskab, S, havde gennemført en indsamling til velgørenhed. Donationerne var sket via MobilePay til S. De samlede indbetalinger udgjorde 651.389,50 kr. Beløbet var den 9. juni 2020 blevet indsat på konto -806.

Banken har under sagen fremlagt kontoudskrifter for foreningens konti for perioden 28. december 2018 - 30. december 2020.

Foreningen har under sagen fremlagt et excelark, der viser transaktioner på i alt 1.100.003,71 vedrørende S/foreningen i perioden 18. marts - 10. juli 2020.

Foreningen har under sagen endvidere blandt andet fremlagt kopi af et brev af 24. juni 2021 fra Civilstyrelsen til foreningen om ”Accept af regnskab”. Af brevet fremgik blandt andet:

”…

Civilstyrelsen har den 5. maj 2021 modtaget regnskab for jeres indsamling for perioden fra den 1. juli 2017 til den 30. juni 2018 til fordel for at støtte velgørenhedsprojekter relateret til uddannelse, sundhed, katastrofer og socialøkonomiske velstand uden hensyn til religion, hudfarve og etnicitet.

Regnskabet offentliggøres på Indsamlingsnævnets hjemmeside …

Hvis I efterfølgende modtager yderligere dokumentation for jeres anvendelse af midlerne fra de foreninger/projekter, som I har givet penge til, er vi fortsat interesseret i at modtage disse, da det vil underbygge den viden, som vi allerede har om jer. …

…”

Parternes påstande

Den 8. december 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal lade kundeforholdet bestå.

Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Foreningen har anført, at banken på usaglig grundlag har opsagt kundeforholdet.

Foreningen har til fulde tilvejebragt den af banken efterspurgte dokumentation for transaktioner.

Foreningen har igennem fem år har sendt midler til velgørenhed til udlandet uden at dette tidligere har givet anledning til reklamation fra bankens side.

Der har på intet tidspunkt har været tale om forhold, der ikke har været i orden.

Banken har på intet tidspunkt bedt om en nærmere redegørelse eller dokumentation for en konkret overførsel.

Foreningen har således ikke haft mulighed for at forklare sig nærmere og at få eventuelle forhold bragt i orden.

Det forekommer ejendommeligt, at banken anfører, at kundeophøret er sket på et sagligt grundlag samtidig med, at banken på ingen måde kan komme den saglige begrundelse nærmere, fordi banken er underlagt tavshedspligt.

Foreningen giver imidlertid samtykke til at banken oplyser om ethvert forhold mellem foreningen og banken, der måtte være underlagt tavshedspligt, således at der kan ske en konkret bedømmelse af den påståede saglige begrundelse.

Arbejdernes Landsbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at det følger af hvidvasklovens § 47, at Finanstilsynet påser pengeinstitutters overholdelse af hvidvasklovgivningen. Spørgsmål om, hvorvidt banken har eller ikke har efterlevet reglerne i hvidvaskloven, hører således under Finanstilsynet, hvorfor sagen ikke er egnet til behandling i Ankenævnet, jævnført § 5, stk. 3, nr. 4, i Ankenævnets vedtægter.

Der er desuden tale om en forening af erhvervslignende karakter, hvorfor den falder uden for Ankenævnets kompetence at behandle sagen, jævnfør § 2, stk. 3 og 4 i Ankenævnets vedtægter.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Arbejdernes Landsbank anført, at banken har foretaget en grundig vurdering af foreningens kundeforhold, hvilket har medført, at banken ikke længere kan tilbyde foreningen at opretholde sit kundeforhold i banken. Engagementet ligger uden for bankens risikotolerance, idet banken ikke kan gennemskue, hvor foreningens midler kommer fra, og hvortil de bliver overført, herunder hvad midlerne i sidste ende skal bruges til.

Banken er underlagt hvidvaskloven, og er i henhold til denne forpligtet til at kende sine kunder og kende kundernes formål med kundeforholdet, herunder skal banken have indsigt i og føre kontrol med de transaktioner, der sker via bankens systemer. Banken er forpligtet til at forstå kundens brug af banken, jævnfør hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 4 og § 11, stk. 4.

Bankens konkrete vurdering er foretaget på baggrund af reglerne i hvidvaskloven, og de forpligtelser der følger heraf i relation til forebyggelse af potentiel hvidvask og terrorfinansiering.

Begrundelse i opsigelsesbrevet blev uddybet i den efterfølgende korrespondance mellem parterne, der er fremlagt under sagen.

Opsigelsen var saglig, og opsigelsen var lovlig i henhold til hvidvasklovens § 14, stk. 5.

Banken ønsker ikke – og er ikke forpligtet til – at redegøre nærmere for sine interne procedurer i den forbindelse, da banken er underlagt tavshedspligt i henhold til hvidvaskloven. Dette gælder ikke kun i forholdet mellem banken og foreningen, men også i forhold til konkrete oplysninger mv. som kan have indgået i eventuelle underretninger til myndighederne.

Da banken er forpligtet til at have et effektivt set-up i forhold til forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering, kan banken i øvrigt ikke oplyse nærmere, hvad der indgår i bankens vurderinger mv. i forhold til hvidvask og terrorfinansiering. I så fald ville bankens grundlag for vurderingerne blive kendt, og dette ville kunne misbruges.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren, der er en forening, var kunde i Arbejdernes Landsbank.

Den 18. september 2020 opsagde banken kundeforholdet med virkning fra den 18. november 2020. Begrundelsen var, at foreningen havde sendt og fortsat ønskede at sende betydelige beløb til udlandet, og at banken ikke kunne gennemskue midlernes oprindelse. Under sagen er der blandt andet fremlagt kontoudskrifter for foreningens konti for perioden 28. december 2018 - 30. december 2020.

En stillingtagen til sagen beror på, om banken var berettiget til at opsige kundeforholdet. I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvorledes virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.

Det følger af hvidvasklovens § 47, at Finanstilsynet påser pengeinstitutters overholdelse af loven. Ankenævnet er imidlertid bekendt med, at Finanstilsynet ikke træffer afgørelse i konkrete sager, hvor en kunde klager over en virksomhed omfattet af hvidvaskloven. Ankenævnet har på den baggrund besluttet at realitetsbehandle sagen, hvorved bemærkes, at Ankenævnet heller ikke finder, at klagen skal afvises som erhvervsmæssig.

Ankenævnet finder, at det som udgangspunkt må være op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation eller forklaringer på navnlig større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Dette udgangspunkt finder Ankenævnet ikke grundlag for at fravige i denne sag.

Ankenævnet finder således ikke grundlag for at fastslå, at bankens opsigelse af kundeforholdet med foreningen var uberettiget.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.