Afgørelse

Lånetilsagn.

Klageren var direktør og anpartshaver i et anpartsselskab, som ejer den ejendom, som klageren bebor. Fra ejendommens kælder driver klageren gennem anpartsselskabet en vinimportvirksomhed. I ejendommen indestår lån til det indklagede realkreditinstitut. Klageren anmodede den 5. januar 1999 telefonisk instituttet om at yde lån, der skulle anvendes til omlægning af et eksisterende lån til instituttet samt et privat pantebrev. Herudover anmodede klageren om et tillægslån på ca. 100.000 kr. Instituttet fremsendte den 26. januar 1999 beregninger over nye lånemuligheder og vedlagde en blanket til opsigelse af det gamle lån, der skulle opsiges senest den 29. januar 1999. Klageren opsagde det indestående lån til instituttet. Instituttet fremsendte den 3. marts 1999 et lånetilbud til klageren vedrørende omlægning af det indestående lån til instituttet til et nyt 20-årigt kontantlån på 203.000 kr. Låneomlægningen blev gennemført den 31. marts 1999. Klageren klagede ved skrivelse af den 30. marts til instituttet, idet han ved mødet med instituttets vurderingsmedarbejder havde fået det indtryk, at instituttet var rede til, bl.a. som følge af om- og tilbygninger på ejendommen, at belåne ejendommen i størrelsesordenen 400.000 – 600.000 kr. Instituttet redegjorde over for klageren over afslaget på yderligere lån, som bl.a. var begrundet i ejendommens beliggenhed i et industrikvarter.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle tilpligtes at yde selskabet lån i overensstemmelse med låneansøgningen af 15. januar 1999 og i henhold til de af instituttet afgivne løfter under besigtigelsen af ejendommen den 4. februar 1999. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at der mundtligt – som anført af klageren - var givet tilsagn af instituttets vurderingsmedarbejder om belåning af den af klageren anførte størrelsesorden. Nævnet fandt heller ikke, at der var grundlag for at fastslå, at instituttet gennem långivningen i 1994 havde forpligtet sig til fortsat at yde lån i klagerens ejendom. Nævnet fandt ikke generelt at kunne efterprøve de kredit- og udlånspolitiske vurderinger, der havde ført til, at instituttet havde givet afslag på lån. Som følge heraf frifandt Nævnet instituttet.