Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ejendomsret til værdipapirer i depot.

Sagsnummer: 83 /1989
Dato: 17-11-1989
Ankenævn: Peter Blok, Arnold Kjær Larsen, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Validering
Depot - indsigelse vedr. dispositioner
Ledetekst: Ejendomsret til værdipapirer i depot.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved skrivelser af 19. november 1985 og 28. februar 1986 rettede klageren henvendelse til indklagede med anmodning om oplysning om, hvorledes indklagede havde forholdt med et depot i sin forvaltningsafdeling, hvorpå klageren var registreret som kontohaver, men som efter det foreliggende var ophævet uden hans medvirken.

Ved skrivelse af 17. april 1986 til klageren oplyste indklagede, at depotet ved oprettelsen bestod af en obligation på 10.000 kr., som var en gave til klagerens børn fra klagerens mor. Oprettelsen af depotet blev foretaget af klagerens søster efter aftale med klageren, idet denne er bosat i Alaska. Depotet blev oprettet i klagerens navn, da hans børn på oprettelsestidspunktet alle var umyndige. Der blev samtidig i indklagedes Højbro Plads afdeling oprettet en konto i klagerens navn, hvorpå afkastet indgik. Klagerens søster stod angivet som befuldmægtiget til at rade over såvel depot som bog.. Beløb, som indgik på bogen, blev i årenes løb udbetalt til klagerens børn, når disse var på besøg i Danmark. Efter oprettelsen af depotet havde klagerens søster ved tre lejligheder indlagt nominelt i alt 30.000 kr. obligationer i depotet. Ved den første obligations indlæggelse i 1978 blev det tilkendegivet, at klageren ønskede obligationen, der var en arv i boet efter klagerens mor, indlagt til fordel for sine børn. De to seneste obligationer blev indlagt i 1981 og 1984 som gaver fra klagerens søster til klagerens børn. Det var herved en forudsætning for klagerens søster, at de deponerede midler tilhørte hans børn. Af korrespondancen, som havde været forelagt indklagede, fremgik efter indklages opfattelse, at klageren såvel ved oprettelsen af depotet, som senere havde anset sin søster for berettiget til at disponere på børnenes vegne med hensyn til depotet. Samtlige effekter i depotet blev på foranledning af klagerens søster solgt i slutningen af 1985 og det fremkomne provenu indsat på tre konti, en for hver af klagerens børn. På det foreliggende grundlag var det indklagedes opfattelse, at beløbene tilhørte klagerens børn, hvorfor disse eller den, som de måtte bemyndige hertil, havde dispositionsretten over kontiene.

Efter yderligere brevveksling med bl.a. indklagede indbragte klageren ved skrivelse af 31. marts 1988 sagen for Finanstilsynet, idet han oplyste, at han i 1973 oprettede en konto hos indklagede, hvorefter han modtog kontoudtog 4 gange årligt. Imidlertid skete der en ændring, således at hans søster og ikke han selv modtog kontoudtogene. Han havde på intet tidspunkt givet sin søster fuldmagt til at optræde på sine vegne. Klageren fastholdt på dette grundlag at være ejer af de i depotet indlagte værdipapirer og dermed af realisationsprovenuet deraf. Til brug for tilsynets behandling af sagen afgav indklagede en udtalelse, hvori man gengav sin tidligere overfor klageren tilkendegivne opfattelse af sagen.

Ved skrivelse af 21. september 1988 meddelte Finanstilsynet klageren, at der på grundlag af den af indklagede afgivne redegørelse ikke var grundlag for at antage, at indklagede havde handlet uberettiget over kontoen. Klageren henvistes til, for så vidt han fastholdt sin opfattelse af, at pengene retmæssigt tilkom ham, at anlægge sag ved domstolene.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at retablere hans konto i indklagedes Højbro afdeling og at foretage sædvanlig tilskrivning af renter på indeståendet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parterne har til støtte for de nedlagte påstande henvist til de tidligere fremførte synspunkter.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter de redegørelser, der tidligere er afgivet af indklagede, og det i øvrigt foreliggende findes det at måtte lægges til grund, at det omhandlede depot - uanset at det stod i klagerens navntilhørte klagerens børn, og at der således ikke er disponeret uberettiget over depotet.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.