Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Kreditkøb. Manglende oplysning om kreditomkostninger.

Sagsnummer: 77 /1989
Dato: 10-07-1989
Ankenævn: Frank Poulsen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Lars Pedersen
Klageemne: Kreditkøb
Ledetekst: Kreditkøb. Manglende oplysning om kreditomkostninger.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 20. august 1985 købte klageren et møblement. Købet blev finansieret af Haandværkersparekassen (nu indklagede), men således at klageren underskrev gældsbrevet, der indeholdt en specifikation af de købte møbler, hos sælgeren af møblementet, der forud herfor havde udarbejdet låneansøgning til indklagede og udfyldt gældsbrevet med hovedstol og tilbagebetalingsvilkår. Købesummen udgjorde 15.870 kr. med tillæg af omkostninger, som ifølge gældsbrevet skulle tilbagebetales med en månedlig ydelse på 550 kr., første gang 1. oktober 1985. Lånets løbetid var anført til 30 måneder, renten til 2,28% pr. måned, kvartalsvis bagud tilskrevet.

I gældsbrevets fortrykte tekst var umiddelbart ovenfor debitors (klagerens) underskrift anført: "Låneprovenuet tjener alene til dækning af købesummen på de ovennævnte varer."

Ved skrivelse af 19. august 1988, på hvilket tidspunkt lånet ifølge gældsbrevets- tilbagebetalingsvilkår skulle have været færdigbetalt, oplyste indklagede overfor klageren, at der endnu resterede ca. 8.800 kr. Årsagen hertil var, at den månedlige ydelse skulle have været 755 kr., for at lånet kunne være tilbagebetalt på de stipulerede 30 måneder.

Klageren indklagede herefter sælgeren af møblementet for Forbrugerklagenævnet. I en skrivelse af 21. september 1988 til Forbrugerklagenævnet oplyste sælgeren, at man efter at have udfyldt låneansøgningen sammen med klageren telefonisk kontaktede indklagede og fik bevilget et lån på 15.870 kr. med tillæg af omkostninger. Indklagede oplyste telefonisk, at lånets løbetid var 30 måneder og det månedlige afdrag 550 kr. Man udfyldte herefter gældsbrevet i overensstemmelse hermed. Sælgeren modtog købesummen den 26. august 1985.

Ved skrivelse af samme dato til Forbrugerklagenævnet oplyste indklagede, at der i 1986/87 havde været udskrevet i alt 9 rykkere, hvilket i sig selv ville medføre en forlængelse af lånets løbetid og anførte, at klageren ikke ville komme til at betale mere end oprindelig forudsat for møblerne bortset fra et let forhøjet rentebeløb, som dog var fradragsberettiget.

Sagen er herefter af Forbrugerklagenævnet oversendt til Ankenævnet for så vidt angår sagen imod indklagede.

Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren ved de allerede foretagne indbetalinger er frigjort for yderligere hæftelse i anledning af det optagne lån alternativt, at indklagede tilpligtes at undlade at opkræve yderligere renter som følge af den af indklagede fejlagtigt afgivne oplysning om tilbagebetalingsvilkårene.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har oplyst, at de af indklagede udskrevne rykkergebyrer udgør i alt 225 kr.

Indklagede har henvist til det overfor Forbrugerklagenævnet anførte og har tilføjet, at oplysning om størrelsen af de af klageren erlagte afdrag og renter fremgår af de kontooversigter, som er blevet fremsendt til klageren ved hvert kalenderårs afslutning.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at der efter det om omstændighederne ved låneoptagelsen oplyste og efter indholdet af det oprettede gældsbrev er en sådan sammenkædning mellem lånet og købet, at der foreligger et køb på kredit, jf. kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2. Efter denne lovs § 8, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, skal sælgeren ved aftalens indgåelse, angivet som et beløb, oplyse kreditomkostningerne (summen af alle renter og andre tillæg til kontantprisen, som køberen skal betale). Da dette ikke er sket, skal klageren efter lovens § 38, stk. 1, betale kontantprisen og en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld, der svarer til Nationalbankens diskonto med et tillæg på 6%, eller i alt 13%. Denne udregning kan på grund af manglende oplysning om klagerens betaling af de enkelte ydelser ikke foretages af Ankenævnet.

Såfremt det således udregnede beløb overstiger, hvad klageren ifølge gældsbrevets vilkår skal betale, kan der dog ikke rettes krav imod hende, udover hvad der følger af gældsbrevet - 30 månedlige ydelser a 550 kr.

Som følge heraf

Indklagede bør anerkende, at klageren er frigjort for sine forpligtelser i henhold til det af hende den 20. august 1985 underskrevne gældsbrev mod betaling af kontantprisen og en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld, der svarer til Nationalbankens diskonto med et tillæg på 6% - eller såfremt dette beløb er mindre - opfyldelse af de i gældsbrevet anførte betalingsvilkår. Klagegebyret tilbagebetales klageren.