Afgørelse

Spørgsmål om mangelfuld rådgivning om entreprisekontrakt.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med klagerens indgåelse af en entreprisekontrakt.

Sagens omstændigheder.

Den 16. august 2001 overførte klageren sit engagement med et andet pengeinstitut til indklagede. Klageren, der netop havde solgt sin daværende ejendom, anmodede indklagede om at beregne, hvor stor en byggesum han kunne forpligte sig for i forbindelse med et påtænkt nybyggeri. Indklagede foretog beregningen og udstedte i den forbindelse et boligkøberbevis til klageren.

Den 4. november 2001 underskrev klageren en entreprisekontrakt om opførelse af en fast ejendom. Af entreprisekontrakten fremgår ved klagerens underskrift datoen "16/10 2001", hvilken dato er overstreget og erstattet af "4/11-2001". Af kontrakten fremgår i øvrigt blandt andet:

"Hvor intet andet er aftalt forudsættes AB 92' at være gældende.…

Den 6. november 2001 blev første rate på 25.000 kr. overført til entreprenøren fra klagerens konto, hvorpå der som følge af salget af klagerens hidtidige ejendom var et større indestående.

Klageren har anført, at han modtog entreprisekontrakten den 16. oktober 2001. Han ønskede imidlertid ikke at underskrive denne, før han havde fået indklagedes godkendelse. Indklagede gennemgik kontrakten og godkendte denne som led i den videre finansiering af byggeriet. På grundlag af indklagedes godkendelse og tilsagn om finansiering følte han sig tryg ved at underskrive entreprisekontrakten, hvilket skete den 4. november 2001.

Indklagede har anført, at man først fik kendskab til entreprisekontrakten, da den forelå i underskrevet stand.

Den 29. januar 2002 blev anden rate på 75.000 kr. overført til entreprenøren.

Omkring den 1. marts 2002 henvendte klageren sig til en advokat, idet byggeriet ikke var kommet i gang på grund af manglende byggetilladelse, og idet entreprenøren havde anmodet om notering af transporterklæring. Advokaten meddelte entreprenøren, at klageren som betingelse for transportens notering ønskede bankgaranti som sikkerhed for byggeriets gennemførelse.

Den 15. marts 2002 gik entreprenøren konkurs.

I april 2002 bevilgede indklagede en byggekredit på 800.000 kr. til opførelse af et andet hus på klagerens grund.

Parternes påstande.

Den 19. september 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 100.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra klagens indgivelse.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han underskrev entreprisekontrakten i tillid til indklagedes godkendelse. Ved gennemgangen og godkendelsen af entreprisekontrakten optrådte indklagede i advokatens rolle og ydede ikke blot økonomisk rådgivning men tillige juridisk rådgivning.

Det bestrides, at indklagede henviste ham til advokat. Årsagen til, at han i marts 2002 henvendte sig til en advokat, var, at han havde hørt rygter om entreprenørens dårlige økonomi og truende konkurs.

Indklagede burde havde rådgivet ham om den særlige risiko, der var forbundet med entreprisekontrakten. Kontraktens indhold er usædvanligt og indebærer en betydelig forøget risiko for tab, da entreprenøren ikke skal stille sikkerhed, da entreprisesummen skal deponeres på særskilt konto, der transporteres til entreprenøren, og da der skulle betales 100.000 kr., før byggeriet blev påbegyndt.

I forbindelse med godkendelsen gav indklagede tilsagn om finansiering. Han ønskede imidlertid naturligt at anvende sit kontante indestående til betaling af de første rater.

Han har ikke udvist egen skyld eller accept af risiko.

Indklagede truede med at opsige engagementet som følge af indbringelsen af klagen for Ankenævnet, hvilket er i strid med god pengeinstitutskik.

Indklagede har anført, at man alene har foretaget en økonomisk beregning af klagerens formåen, men at man ikke har foretaget nogen nærmere juridisk vurdering af entreprisekontrakten, som blev indgået af klageren selv, og som indklagede først fik kendskab til, da den forelå i underskrevet stand.

Byggeriet lå inden for rammerne af den tidligere udarbejdede økonomiske beregning, hvorfor entreprisen ikke gav anledning til betænkeligheder.

Klageren har selv forhandlet entreprisekontrakten på plads uden indklagedes medvirken.

Et eventuelt juridisk ansvar for indholdet af entreprisekontrakten må i hvert fald forudsætte, at indklagede har haft kendskab til kontrakten forinden bindende underskrift af parterne, hvilket ikke er tilfældet og ej heller dokumenteret fra klagerens side.

Mellem betalingen af første og anden rate blev klageren opfordret til at kontakte en advokat for gennemgang af aftalen. Klageren rettede da også senere henvendelse til advokat.

Det bestrides, at man på nogen måde har gjort finansieringen af det igangværende byggeri afhængigt af frafald af klagesagen

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det findes ikke godtgjort, at indklagede forud for det tidspunkt, hvor klageren blev bundet af entreprisekontrakten, ydede juridisk rådgivning om kontraktens vilkår. Allerede som følge heraf tages klagen ikke til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.