Spørgsmål om samtykkeerklæring gav fornøden hjemmel for telefonisk henvendelse til kunde.
| Sagsnummer: | 487 /1999 |
| Dato: | 28-04-2000 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Mette Frøland |
| Klageemne: |
Værdipapirer - øvrige spørgsmål
Dørsalgsloven |
| Ledetekst: | Spørgsmål om samtykkeerklæring gav fornøden hjemmel for telefonisk henvendelse til kunde. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Klageren underskrev i 1997 en samtykkeerklæring, hvorefter indklagede kunne rette telefonisk henvendelse til klageren vedrørende bl.a. fonds. Klagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en telefonisk henvendelse fra indklagede i oktober 1999 havde fornøden hjemmel i denne erklæring.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er kunde i indklagedes Hvidovre afdeling, underskrev den 18. juni 1997 "Samtykkeerklæring telefoniske henvendelser". Af erklæringen fremgår:
"Undertegnede giver hermed [indklagede] tilladelse til at rette telefonisk henvendelse til mig med henblik på rådgivning og indgåelse af aftaler indenfor følgende forretningsområder:"
Herefter fulgte en række rubrikker. Der var afsat X ud for følgende: "Daglig økonomi", "Pension", "Ferie", "Opsparing og Fonds".
Fonds var defineret som:
"Køb og salg af værdipapirer, opbevaring i depot m.v."
Der var ikke sat kryds i rubrikkerne for "Børn Unge", "Bolig" og "Lån og Kredit". Herefter fulgte følgende:
"Denne tilladelse er gældende indtil den ......., medmindre den forinden skriftligt er tilbagekaldt af undertegnede, hvilket kan ske til enhver tid og uden varsel.
Ved henvendelse kan følgende telefonnumre benyttes:
Privat: ......... bedst mellem kl. 21.00 og kl. 22.00 Arbejde: ......... bedst mellem kl. 9.00 og kl. 15.00"
I april 1998 købte klageren 100 stk. aktier i Wessel Vett til kurs 478.
Den 19. oktober 1999 kontaktede medarbejderen FJ fra indklagedes Glostrup afdeling klageren og anbefalede et salg af aktierne i Wessel Vett. Klageren fulgte anbefalingen, og samme dag afregnede indklagede salget af aktierne til kurs 422.
Ved skrivelse af 29. oktober 1999 rettede klageren henvendelse til indklagedes hovedsæde i anledning af aktiesalget. Klageren anførte bl.a., at Hvidovre afdeling et par år tidligere havde henvist ham til Glostrup afdeling vedrørende rådgivning omkring aktieinvestering. Hans kontaktperson her var medarbejderen MG. Af skrivelsen fremgår endvidere:
"Helt uden for normal samhandel bliver jeg ringet op af [MM]/Glostrup afd., som med hovedformål citat siger: "Jeg ringer på vegne af [MG] vedr. mine 100 stk. aktier i Wessel Vett. - Vi anbefaler et salg, da banken har denne aktie på kraftig salgsliste.
.............
Dagen efter stiger kursen stødt på Wessel Vett, og lige siden til i dag fredag den 29/10 hvor kursen er 474."
Ved skrivelse af 5. november 1999 besvarede indklagedes handelsområde klagerens henvendelse og anførte, at anbefalingen om salg var indklagedes vurdering af manglende kursstigningspotentiale i aktien på kort sigt. Wessel Vett var på et møde for Finansanalytikerforeningen den 13. oktober 1999 ikke fremkommet med nye oplysninger, som i indklagedes øjne kunne gøre aktien attraktiv på kort sigt. Indklagede anførte samtidig, at kursstigning i aktien umiddelbart efter klagerens salg skyldtes en enkelt investors opkøb. Indklagede fandt på denne baggrund, at salgsanbefalingen havde været forsvarlig.
Parternes påstande.
Klageren har ved klageskema af 17. november 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre aktiehandlen, alternativt betaler "kursdiff. fra 422 til kurs i dag (ca. 465)".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at samtykkeerklæringen blev afgivet over for indklagedes Hvidovre afdeling. Hans daværende bankrådgiver forlod indklagede omkring årsskiftet 1998/1999, og han er ikke siden blevet kontaktet telefonisk af afdeling.
Han går ud fra, at samtykkeerklæringen ikke også omfatter indklagedes afdelinger i Hirtshals, Skagen eller Glostrup. Han havde aldrig tidligere haft kontakt med medarbejderen MM i Glostrup afdeling.
Indklagedes telefoniske henvendelse af 19. oktober 1999 var uberettiget og i strid med dørsalgslovens forbud om uanmodet henvendelse.
Indklagede ydede ikke forsvarlig rådgivning, hvilket har medført et økonomisk tab for ham.
Indklagede har anført, at det af samtykkeerklæringen fra juni 1997 fremgår, at klageren ønsker henvendelse fra indklagede vedrørende fonds (Køb og salg af værdipapirer, opbevaring i depot m.v.)
Der har løbende været telefonisk kontakt med klageren om værdipapirhandler, men typisk med klageren som initiativtager.
Baggrunden for indklagedes henvendelse den 19. oktober 1999 fremgår af indklagedes svar til klageren af 5. november 1999.
Indklagede har ydet en forsvarlig rådgivning af klageren, der ikke har lidt et økonomisk tab, ligesom der ikke foreligger et ansvarsgrundlag for indklagede.
Samtykkeerklæringen omfatter ifølge sin ordlyd hele indklagede og ikke Hvidovre afdeling. Samtykkeerklæringen er gældende indtil den skriftligt tilbagekaldes, hvilket ikke er sket.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ifølge bestemmelsen i dørsalgsloven § 2 må en erhvervsdrivende ikke "uden forudgående anmodning herom rette personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads ......... med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept på tilbud om indgåelse af aftale."
Bestemmelsen er strafsanktioneret, ligesom det følger af lovens § 3, at aftaler indgået ved henvendelser i strid med § 2 ikke er bindende for forbrugeren.
En aftale mellem et pengeinstitut og en forbruger om, at pengeinstituttet løbende kan rette personlig eller telefonisk henvendelse til forbrugeren må, for ikke at gøre forbrugerens beskyttelse efter dørsalgslovens § 2 illusorisk, være udtrykkelig og angive inden for hvilke emner, pengeinstituttet må rette henvendelse.
Ankenævnet finder, at der i den foreliggende sag er indgået en sådan aftale, idet den samtykkeerklæring, som klageren i nærværende sag har underskrevet ved afkrydsning, angiver, inden for hvilke af en lang række emner, klageren har givet indklagede tilladelse til at rette telefonisk henvendelse. Aftalen indeholder således bl.a. tilladelse til at rette telefonisk henvendelse vedrørende indgåelse af aftaler inden for forretningsområdet køb og salg af værdipapirer såvel på klagerens private bopæl som på dennes arbejdsplads.
Under disse omstændigheder finder Ankenævnet ikke, at indklagedes henvendelse af 19. oktober 1999 til klageren var en overtrædelse af dørsalgslovens § 2. Herefter er klagerens salgsordre vedrørende Wessel Vett aktierne ikke uforbindende for klageren.
Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har begået ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med klagerens salg af de omhandlede aktier.
Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at indklagedes forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik, og at klageren derfor selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.