Afgørelse

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med dennes bestræbelser på at undgå en tvangsauktion over sin ejendom.

Sagens omstændigheder.

Klageren erhvervede i august 1990 en fast ejendom, som fra august 1992 blev udlejet til klagerens forældre.

I begyndelsen af 1993 indgik klageren aftale med Nykredit om afvikling af restancer opstået på tre Nykreditlån med pant i ejendommen.

Klagerens far rettede i begyndelsen af juli 1993 henvendelse til indklagede med anmodning om et lån til inddækning af klagerens restancer over for Nykredit. Ejendommen var på det pågældende tidspunkt prioriteret således:

Terminsrestancer pr. 1. juli 1993 var på ca. 78.000 kr.

Den 12. juli 1993 fremsendte Nykredit omprioriteringstilbud vedrørende omlægning af kontantlånet med restgæld på ca. 332.000 kr. Dette lån, hvis restløbetid var 11½ år, blev foreslået omlagt til et 30-årigt kontantlån på 345.000 kr., hvilket ville medføre en årlig besparelse netto på 14.929 kr.

Indklagede har anført, at det på et efterfølgende møde med klagerens far blev aftalt, at denne skulle ansøge Nykredit om et nyt lån med henblik på en gang for alle at få løst problemerne med gamle restancer til Nykredit. Ifølge klageren skulle indklagede forestå enhver henvendelse til øvrige implicerede i forbindelse med en omprioritering. På mødet aftaltes endvidere, at der skulle indhentes en ejendomsmæglervurdering af ejendommen.

Ejendomsmæglerens vurdering forelå den 29. juli 1993. Ifølge denne var ejendommens handelsværdi kontant 685.000 kr.

Den 23. august 1993 modtog Nykredit låneansøgning.

Den 10. september 1993 fremsatte Nykredit gennem sin advokat anmodning om tvangsauktion over klagerens ejendom.

Indklagede har anført, at Nykredit afgav lånetilbud den 27. september 1993 vedrørende et lån på 458.000 kr. Da låneprovenuet ikke var tilstrækkeligt stort til, at sagen kunne hænge sammen, rettede man henvendelse til Nykredit med henblik på et større lånetilbud.

Den 17. november 1993 fremsendte Nykredit et lånetilbud til indklagede, hvorefter klageren blev tilbudt et kontantlån på 485.000 kr.

På et møde den 30. november 1993 hos indklagede med klageren blev Nykredits lånetilbud gennemgået, og det blev besluttet at iværksætte omprioriteringen. Det var en forudsætning for omprioriteringen, at indklagede skulle yde et lån på 70.000 kr.

Ved skrivelser af 3. december 1993 rettede indklagede henvendelse til de to private panthavere med anmodning om rykningstilsagn til omprioriteringen. Der udspandt sig herefter en korrespondance mellem indklagede og den ene af panthaverne. Denne gav ikke samtykke til den påtænkte omprioritering.

Primo februar 1994 rettede klagerens far henvendelse til advokat med henblik på at undgå, at klagerens ejendom blev solgt på tvangsauktion, som var berammet til den 16. marts 1994.

I tiden frem til den 16. marts 1994 foregik en række forhandlinger mellem indklagede, klagerens advokat og Nykredit med henblik på at opnå en ordning, hvorefter tvangsauktionen kunne afværges. Ved skrivelse af 14. marts 1994 fra indklagede til klagerens advokat oplystes, at indklagede maksimalt ville yde et samlet lån på 100.000 kr. svarende til det oprindeligt forudsatte lån på 70.000 kr. med tillæg af ca. 28.000 kr. til indfrielse den private panthaver. Endvidere var anført:

"Det betyder, at [klageren] selv skal skaffe ca. kr. 75.000,- til afværgelse af auktionen samt et yderligere beløb til betaling af terminsydelse pr. 31/3-1994."

Bestræbelserne på at afværge tvangsauktionen mislykkedes, hvorefter tvangsauktionen blev gennemført den 16. marts 1994.

Klageren indgav i 1994 klage til Realkreditankenævnet over Nykredit. Ved kendelse af 3. februar 1995 blev Nykredit frifundet.

I januar 1999 rettede klageren henvendelse til indklagede om sagen. Baggrunden var, at klageren på grundlag af oplysninger fra den private panthaver om baggrunden for dennes undladelse af at medvirke til omprioriteringen mente, at indklagede havde pådraget sig erstatningsansvar som følge gennemførelsen af tvangsauktionen. Indklagede afviste kravet.

Parternes påstande.

Klageren har den 11. februar 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om "fuld erstatning og oprejsning. At implicerede personer irettesættes".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at indklagede ikke fremmede sagens ekspedition efter modtagelsen af ejendomsmæglervurderingen af 29. juli 1993. Det er hans opfattelse, at indklagedes medarbejder glemte sagen. Nykredit har oplyst, at alle henvendelser på låneansøgninger på det pågældende tidspunkt blev besvaret inden for 8 dage. Han finder endvidere, at indklagede i forbindelse med forhandlingerne med den private panthaver undlod at besvare en række spørgsmål fra panthaveren, hvilket var medvirkende til panthaverens afslag på at rykke for omprioriteringen.

Indklagede har bl.a. anført, at man den 27. september 1993 modtog lånetilbud fra Nykredit på et lån på 458.000 kr. Dette var ikke tilstrækkeligt stort til, at sagen kunne hænge sammen, hvorfor man rettede henvendelse om et forhøjet tilbud. Nykredit havde svært ved at tage konkret stilling til anmodningen, og efter adskillige henvendelser modtog man den 18. november 1993 nyt lånetilbud på 485.000 kr. Herefter opstod problemer med den efterstående panthaver, der ikke ønskede at rykke. Det blev senere aftalt med pågældende panthaver, at der kunne ske indfrielse til kurs 78. Man var nu indstillet på at yde klageren et lån på 100.000 kr., men en gennemførelse af omprioriteringen krævede, at der kunne skaffes yderligere 75.000 kr. samt penge til terminen den 31. marts 1994. På denne baggrund meddelte klagerens advokat, at et sådant beløb ikke kunne fremskaffes. Sammenfattende er det indklagedes opfattelse, at indklagede ikke er ansvarlig for, at ejendommen blev solgt på tvangsauktion, eller at omprioriteringssagen ikke kunne gennemføres.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at gennemførelsen af tvangsauktionen skyldes fejl fra indklagedes side. Det bemærkes herved, at indklagede ikke var forpligtet til at yde klageren de lån, der var nødvendige for at tvangsauktionen kunne afværges. Det er endvidere ikke sandsynliggjort, at det beror på indklagedes forhold, at man ikke modtog den samtykkeerklæring fra den efterstående panthaver, der eventuelt kunne have ført til en omprioritering, der kunne have afværget tvangsauktionen.

Som følge heraf