Afgørelse

Indfrielsesvilkår. Inkonvertibilitet.

Klageren erhvervede i august 1988 en mindre landbrugsejendom og overtog i den forbindelse et lån til det indklagede realkreditinstitut. Af slutsedlen var det under ”Særlige indfrielsesvilkår” angivet, at der var tale om et kontantlån, medens der i skødet ikke var givet yderligere oplysninger om lånets indfrielsesvilkår. Af det for lånet udstedte pantebrev fremgik det, at lånet ikke kunne indfries kontant, og at debitor kunne indfri lånet – helt eller delvis – uden varsel med uudtrukne obligationer af samme serie og rentefod som de, der var udstedt i anledning af lånets udbetaling. Af årsopgørelser fra instituttet til klageren for 1990, 1991 og 1993 fremgik det, hvilken serie lånet var ydet i, og at der var tale om et kontantlån. Årsopgørelsen for 1994 indeholdt herudover en angivelse af, at lånet var inkonverterbart. Den skattemæssige kursværdi var i de nævnte år beregnet ved kurser langt over 100. Klageren anlagde i maj 1998 sag mod den ejendomsmægler, der havde medvirket ved handlen, med påstand om, at denne skulle betale ham 83.114 kr. i erstatning som følge af, at det det ikke var blevet oplyst, at det indestående lån til instituttet var inkonverterbart. Retten frifandt i marts 1999 ejendomsmægleren med den begrundelse, at ejendomsmægleren i salgsopstillingen og slutsedlen havde angivet, at der gjaldt særlige indfrielsesvilkår vedrørende lånet, og at det således ikke var godtgjort, at ejendomsmægleren havde handlet ansvarspådragende over for klageren.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle erstatte ham den del af lånets kursværdi, som oversteg 100. Instituttet påstod frifindelse.

Flertallet udtalte, at klageren ifølge sine egne oplysninger allerede i 1993 blev opmærksom på, at lånet var inkonverterbart. Han rettede imidlertid først henvendelse til instituttet og klagede til Ankenævnet i 2001, hvorfor flertallet fandt, at klageren herved havde udvist en sådan passivitet, at klagen ikke kunne realitetsbehandles. Mindretallet fandt, uanset det lange tidsrum, der var gået, fra klageren blev klar over, at lånet var inkonverterbart, til han rettede henvendelse til henholdsvis instituttet og Nævnet, at klagen efter omstændighederne kunne realitetsbehandles.