Tilbagesøgning af beløb, som ved en fejl blev indsat på tredjemands konto.
| Sagsnummer: | 253 /2007 |
| Dato: | 28-12-2007 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Tilbagesøgning
Indlån - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Tilbagesøgning af beløb, som ved en fejl blev indsat på tredjemands konto. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens tilbagesøgning af to beløb, som hun ved en fejl indsatte på sin søns konto i Spar Nord Bank.
Sagens omstændigheder.
Den 10. april 2007 indsatte klageren 10.000 kr. på en konto i Spar Nord Bank. Den 26. april 2007 indsatte klageren yderligere i alt 20.000 kr. på samme konto.
Kontoen er en ungdomskonto, der tilhører klagerens mindreårige søn. Klageren har ikke del i forældremyndigheden over sønnen, hvis far har forældremyndigheden alene.
Klageren anmodede om at få de af hende indsatte beløb udbetalt, hvilket banken afslog.
Parternes påstande.
Den 17. september 2007 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal betale 30.000 kr.
Banken har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at de i alt 30.000 kr. var hendes egen opsparing, som hun ønskede at indsætte på sin egen konto.
Det beror på en fejl, at pengene i stedet blev indsat på sønnens konto.
Ved indsættelserne var hun ikke opmærksom på, at det ikke var hendes egen konto beløbene blev indsat på.
Da hun opdagede fejlen, anmodede hun straks om at få beløbet udbetalt.
Banken har anført, at klageren ikke har forældremyndigheden over sønnen og derfor ikke kan disponere over sønnens formue. Dispositionsretten tilhører faderen, der har forældremyndigheden.
Efter ønske fra faderen fik kontoen den 18. januar 2007 en påtegning om, at han som forældremyndighedsindehaver alene kunne hæve på kontoen.
Det har ikke været muligt at få faderens samtykke til, at det omhandlede beløb på 30.000 kr. udbetales til klageren. Banken er derfor afskåret fra at efterkomme klagerens krav.
Klageren må henvises til at søge tvisten afklaret med forældremyndighedsindehaveren.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Spar Nord Bank har ikke mulighed for at udbetale det af klageren indsatte beløb på i alt 30.000 kr. uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren til sønnen, der var kontohaver på den konto, hvor beløbet blev indsat.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.