Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Tilbageførsel af beløb indsat på klagers konto hidrørende fra klagers samlevers indløsning af check, der var tilbagekaldt.

Sagsnummer: 289 /2008
Dato: 04-03-2009
Ankenævn: Peter Blok, Hans Daugaard, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Tilbageførsel
Ledetekst: Tilbageførsel af beløb indsat på klagers konto hidrørende fra klagers samlevers indløsning af check, der var tilbagekaldt.
Indklagede: Brørup Sparekasse
Øvrige oplysninger: IF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning.

Ved indløsningen af en check indsatte klagerens samlever et beløb på klagerens konto. Brørup Sparekasse tilbageførte beløbet, efter at checken viste sig at være tilbagekaldt.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med salg af en campingvogn modtog klagerens samlever i weekenden 12.-13. juli 2008 en check på 10.000 kr.

Den 14. juli 2008 indløste samleveren checken i Brørup Sparekasse. Ved indløsningen modtog samleveren 7.000 kr. kontant; 3.000 kr. blev indsat på klagerens konto i sparekassen.

I forbindelse med indløsningen kontaktede sparekassen telefonisk det pengeinstitut, hvorpå checken var trukket, og fik bekræftet, at der var dækning for checken.

Den 16. juli 2008 modtog Brørup Sparekasse meddelelse om, checken var tilbagekaldt. Sparekassen rettede telefonisk henvendelse til klagerens samlever med opfordring om at tilbagebetale checkbeløbet på 10.000 kr., hvilket samleveren afslog.

Ligeledes den 16. juli 2008 hævede Brørup Sparekasse 3.000 kr. på klagerens konto.

Sparekassen har anført, at baggrunden for hævningen af de 3.000 kr. var, at man var bekendt med, at samleveren på tidspunktet for indløsningen af checken vidste, at checken var tilbagekaldt.

Under sagen har sparekassen fremlagt en erklæring underskrevet af checkudstederen, hvorefter denne den 13. juli 2008 kl. 21.23 havde sendt en sms-besked til klagerens samlever og meddelt, at checken på 10.000 kr. var trukket tilbage og spærret og derfor ikke kunne indløses retmæssigt.

Parternes påstande.

Klageren har den 3. september 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Brørup Sparekasse tilpligtes at genindsætte 3.000 kr. på hendes konto.

Brørup Sparekasse har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at sparekassens medarbejder ved den telefoniske henvendelse den 16. juli 2008 truede hendes samlever med politianmeldelse, såfremt 10.000 kr. ikke blev tilbagebetalt.

Sparekassen har uretmæssigt hævet 3.000 kr. på hendes konto.

Brørup Sparekasse har anført, at klagerens samlever indløste en tilbagekaldt check, som han vidste var tilbagekaldt.

Da man blev bekendt med tilbagekaldelsen og efter at have foretaget nogle undersøgelser af sagsforløbet, konkluderede man, at samleveren på indløsningstidspunktet var vidende om tilbagekaldelsen. Derfor tilbageførtes 3.000 kr. fra klagerens konto.

Af den erklæring, der er underskrevet af checkudstederen, fremgår, at checkudstederen orienterede samleveren om kontramanderingen. Checkudstederen har endvidere oplyst, at den pågældende på sin mobiltelefon kunne se, at sms-beskeden var afleveret og åbnet af samleveren.

Kendskabet til klagerens samlevers tidligere kriminelle forhold og generelle dårlige økonomi er ikke uvæsentlig. Da det beløb, der blev indsat på klagerens konto, stammede fra et bedragerisk forhold, tilbageførte man straks beløbet, efter at være blevet bekendt med, at checken var kontramanderet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerens samlever indløste den 14. juli 2008 en til ham udstedt check på 10.000 kr. i Brørup Sparekasse, og i forbindelse hermed indsatte han 3.000 kr. af checkbeløbet på klagerens konto. Der er efter det foreliggende ikke grundlag for at fastslå, at klageren på dette tidspunkt var eller burde have været bekendt med, at checken var tilbagekaldt inden indløsningen i sparekassen. Sparekassens tilbageførelse af beløbet på 3.000 kr. fra klagerens konto den 16. juli 2008, som skete uden samtykke fra klageren, må herefter anses for uberettiget.

Som følge heraf

Brørup Sparekasse skal inden fire uger indsætte 3.000 kr. på klagerens konto med valør den 16. juli 2008.