Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om et pengeinstituts valideringsregler.

Sagsnummer: 104 /2007
Dato: 22-06-2007
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Lotte Aakjær Jensen, Jørn Ravn, Ole Simonsen, Astrid Thomas
Klageemne: Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
Validering
Ledetekst: Spørgsmål om et pengeinstituts valideringsregler.
Indklagede: Nykredit Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører indklagedes valideringsregler.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde hos indklagede, hvor han har en lønkonto og en opsparingskonto. Kontiene er tilsluttet indklagedes netbank.

Af en posteringsoversigt for lønkontoen, som klageren har udskrevet via netbanken, fremgår en kontant indbetaling på 103.000 kr. den 19. januar 2007 (fredag).

Pr. samme dato fremgår bl.a. en overførsel på 100.000 kr. fra lønkontoen til klagerens opsparingskonto. Efter overførslen var saldoen på lønkontoen 2.116,99 kr.

Den 30. marts 2007 blev der indsat et rentebeløb på 57,59 kr. og hævet et rentebeløb på 80,95 kr. på lønkontoen, hvorpå der var et indestående på ca. 22.000 kr.

Den 2. april 2007 rettede klageren henvendelse til indklagede om hævningen på 80,95 kr., som vedrørte transaktionerne den 19. januar 2007.

Af indklagedes almindelige forretningsbetingelser for privatkunder fremgår bl.a.:

"…

5. Renteberegning og rentetilskrivning

Rentedagen er den dag, hvor en kontobevægelse får virkning for beregning af renter på en konto. Når der indbetales på en konto i [indklagede], er rentedagen som hovedregel første ekspeditionsdag efter indbetalingsdagen. Når der hæves fra en konto i [indklagede], er rentedagen udbetalingsdagen. …"

Parternes påstande.

Den 4. april 2007 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal refundere de beregnede renter på 80,95 kr. og gebyret på 150 kr. for klagen til Ankenævnet, samt at indklagede skriftligt skal erkende dårlig forretningsskik.

Indklagede har under sagen pr. kulance indsat 80,95 kr. på klagerens konto.

Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indsættelsen af de 103.000 kr. skete ved en indbetaling til et postkontor den 17. januar 2007 (onsdag). Den 19. januar 2007 (fredag) fremgik indbetalingen på kontooversigten for lønkontoen, og han burde derfor i hvert fald pr. denne dato have haft fri råderet over beløbet.

Det er ikke god forretningsskik, at indklagede lader en indsættelse fremgå af en kontooversigt vel vidende, at kunden ikke har fri råderet over det indsatte beløb før to dage efter.

Det er heller ikke god forretningsskik, at indsættelser skal stå i to dage før rentetilskrivning, hvorimod hævninger renteberegnes med øjeblikkelig virkning.

Indklagede har anført, at renteberegningen på den indbetaling til og den udbetaling fra klagerens konto, som klagen vedrører, skete i overensstemmelse med indklagedes gældende valideringsregler, der svarer til de valideringsregler, som anvendes af danske pengeinstitutter i almindelighed. Når der indbetales på en konto, er rentedagen således som hovedregel første ekspeditionsdag efter indbetalingsdagen, og når der hæves fra en konto, er rentedagen udbetalingsdagen.

Valideringsreglerne fremgår af de almindelige forretningsbetingelser, som udleveres, når der oprettes en konto.

Man er ikke forpligtet til at ændre valideringsreglerne, jf. Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 204.

Man er opmærksom på, at valideringsreglerne i nogle situationer kan give resultater, der set med en kundes øjne er urimelige. Dette er baggrunden for, at man pr. kulance har godtgjort klageren rentebeløbet på 80,95 kr.

Klageren rejste ikke krav om refusion af rentebeløbet, før klagen blev indgivet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagede har under sagen godtgjort klageren det omstridte rentebeløb på 80,95 kr.

Det følger af Ankenævnets vedtægter § 16, stk. 1, 3. punktum, at klagegebyret på 150 kr. herefter skal tilbagebetales til klageren.

Efter indklagedes refusion af det omstridte rentebeløb foreligger der ikke en formueretlig tvist, der kan behandles af Ankenævnet.

Som følge af det anførte

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.