Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Tilbageførsel af overførsel til budgetkonto i forbindelse med samlivsophævelse.

Sagsnummer: 145 /1998
Dato: 14-09-1998
Ankenævn: Peter Blok, Inge Frølich, Leif Nielsen, Allan Pedersen, Ole Reinholdt
Klageemne: Budgetkonto - bodeling/samlivsophævelse
Tilbageførsel
Budgetkonto - tilbageførsel
Ledetekst: Tilbageførsel af overførsel til budgetkonto i forbindelse med samlivsophævelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om indklagede var berettiget til at tilbageføre en indbetaling på 5.100 kr. fra klagerens tidligere samlever til en konto, som på tilbageførselstidspunktet var registreret med klageren alene som kontohaver.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med at klageren og dennes samlever, S, i efteråret 1997 ophævede samlivet overtog klageren S' andel af deres fælles ejendom med overtagelsesdag den 1. januar 1998.

Betalingerne vedrørende ejendommen var løbende sket via en fælles betalingskonto (budgetkonto) i indklagedes Høng afdeling, hvortil klageren og S månedligt overførte hver 5.100 kr. Seneste overførsel skete den 2. januar 1998, hvor der blev overført 2 x 5.100 kr. til betalingskontoen fra klagerens og S' konti hos indklagede.

Den 9. januar 1998 blev betalingskontoen ændret til kun at lyde i klagerens navn. Indklagede har anført, at ændringen beroede på en fejl, idet S' samtykke ikke var indhentet. Klageren har anført, at ændringen skete under et møde med afdelingens souschef, som oplyste, at S samme formiddag havde givet tilsagn om ikke længere at gøre brug af betalingskontoen, hvorfor der ikke var noget til hinder for at ændre kontoen til kun at lyde i hans navn.

På anmodning fra S tilbageførte indklagede den 20. januar 1998 5.100 kr. fra betalingskontoen til S. Baggrunden var, at overførslen fra S's konto den 2. januar 1998 beroede på en fejl, idet S på det tidspunkt ikke længere var medejer af ejendommen.

Den 30. januar 1998 blev betalingskontoen ophævet og indeståendet på 5.259 kr. udbetalt til klageren.

Klageren protesterede over tilbageførslen på 5.100 kr. til S' konto.

Afdelingen foreslog parterne at indbetale henholdsvis 5.100 kr. og 5.259 kr. på en spærret konto, indtil der var enighed om, hvorledes beløbene skulle fordeles, hvilket imidlertid blev afslået.

Parternes påstande.

Den 20. april 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 5.100 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at ændringen af kontoen fra en fælles konto til en konto alene i hans navn skete med S' samtykke, idet S havde samtykket overfor afdelingens souschef. Da han alene var kontohaver, var indklagede ikke berettiget til uden hans samtykke at efterkomme S' anmodning om tilbageførsel. Tilbageførslen har medført et tab for ham. Han var ikke berettiget til at modregne i udbetalingen til S vedrørende ejendommen.

Indklagede har anført, at ændringen i registreringen af kontoen fra en fælles konto til en konto i klagerens navn beroede på en fejl, idet S ikke havde givet samtykke hertil. Kontoen måtte derfor rent faktisk anses for en fælleskonto på tilbageførselstidspunktet. Da indklagede var bekendt med, at samlivet var ophævet, var det dog alligevel en fejl, at man ikke indhentede samtykke fra begge parter til overførslen til S's konto. Klageren har imidlertid ikke lidt noget tab, idet han har erkendt, at overførslen den 2. januar 1998 fra S's konto til fælleskontoen skulle tilbageføres til S. Indklagede har i denne forbindelse henvist til en håndskreven opgørelse, der er underskrevet af klageren, og hvoraf fremgår, at S havde et tilgodehavende på 6.969 kr., som bl.a. omfattede "Indbetalt 1.1.1998 ... 5.100,-". Opgørelsen er påført kvittering underskrevet af S den 20. februar 1998. Klageren har endvidere accepteret tilbageførslen ved at frigive den kontante udbetaling i ejendomshandlen til S.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Uanset om den ændrede registrering af betalingskontoen fra en fælleskonto til en konto i klagerens navn måtte bero på en fejl, finder Ankenævnet, at indklagede under de foreliggende omstændigheder var uberettiget til den 20. januar 1998 at efterkomme S' anmodning om tilbageførsel af beløbet på 5.100 kr. til S' konto uden forinden at have indhentet samtykke hertil fra klageren.

Da det imidlertid efter det foreliggende må lægges til grund, at klageren over for S har erkendt, at denne havde krav på tilbageførsel af beløbet, jf. den håndskrevne opgørelse over klagerens gæld til S, finder Ankenævnet uanset den begåede fejl ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at betale beløbet til klageren.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.