Konsekvenser af førtidig ophævelse ved tilkendt førtidspension.
| Sagsnummer: | 209 /1997 |
| Dato: | 28-11-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Peter Nedergaard, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Etiske retningslinier
Kapitalpensionskonti - ophævelse Kapitalpensionskonti - rådgivning |
| Ledetekst: | Konsekvenser af førtidig ophævelse ved tilkendt førtidspension. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 8. december 1994 underskrev klageren hos indklagede en erklæring om udbetaling af en kapitalpensionsordning. Af erklæringen fremgik, at udbetaling skete som følge af, at klageren i maj måned 1994 var tilkendt mellemste førtidspension. Erklæringen blev afgivet på et skema, der var udfyldt af indklagede.
Ved skrivelse af 14. april 1997 fra pensionsafdelingen i klagerens hjemkommune blev klageren anmodet om at tilbagebetale for meget udbetalt pension på 58.575 kr. for perioden 1. april 1994 til udgangen af 1996. Kravet var begrundet i, at klageren ikke havde meddelt, at han fra og med 1994 var ophørt med at indbetale på sin pensionsordning. Pensionsafdelingen henviste i denne forbindelse til, at klageren i februar 1994 havde udfyldt et skema vedrørende forventede indkomst- og formueforhold og anført, at han fremover ville indbetale 30.000 kr. på sin pensionsordning. Af skemaet fremgik endvidere:
"Jeg erklærer samtidig at være indforstået med straks at indberette til social- og sundhedsforvaltningen, hvis der sker varige ændringer i ovenstående indkomst- og formueforhold."
Klageren har den 29. maj 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale "58.575 kr. ÷ skat".
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse og mest subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det påståede.
Klageren har anført, at det på pensionstidspunktet var hans hensigt at fortsætte med at indbetale på kapitalpensionen i 1994 og 1995, men indklagede orienterede om, at hvis han indbetalte efter pensionstidspunktet kunne dette senere give problemer ved udbetaling. Han ophørte derfor med indbetalingen. Han havde ønske om at indsætte ca. 30.000 kr. ultimo 1994 og yderligere 30.000 kr. primo 1995 for derefter at ophæve kapitalpensionen. Indklagede kunne ikke umiddelbart svare på, om dette var muligt. Det blev derfor undersøgt af indklagede, hvorefter han fik oplyst, at såfremt der blev indbetalt på kapitalpensionen, ville den ikke kunne hæves før ved hans 60. år. Dette var for så vidt korrekt, men indklagede nævnte ikke betydningen af, hvad en manglende indbetaling af beløbet ville medføre for hans pension. Han besluttede derfor i samråd med indklagede at ophæve pensionen for at benytte provenuet til at reducere sin kassekredit. Han finder, at indklagede i denne situation havde en rådgivningsforpligtelse. Havde indklagede rådgivet ham, ville han aldrig have ophævet kapitalpension før tid.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der ikke er nogen i den pågældende afdeling, der kan genkende sagsforløbet som beskrevet af klageren. Ophævelse af en kapitalpension i utide uanset årsag er en så sjælden ekspedition, at den, der foretog ophævelsen, burde kunne erindre, om klageren søgte indklagedes rådgivning. Det må derfor formodes, at klageren ved henvendelsen i december 1994 blot anmodede om udbetaling, hvorfor det er omtvistet, om der forelå en rådgivningssituation. En afklaring heraf kræver en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, hvorfor sagen bør afvises.
Til støtte for den subsidiære påstand har indklagede anført, at klageren ikke søgte indklagedes rådgivning, men blot krævede ordningen ophævet på baggrund af den tilkendte førtidspension. Indklagede måtte derfor tro, at klageren havde fået fornøden og tilstrækkelig rådgivning. Omstændighederne tilsagde ikke, at der var et behov for rådgivning. Måtte det antages, at indklagede burde have rådgivet, kan det ikke kræves, at indklagede kendte de pensionsretlige konsekvenser af kapitalpensionens ophævelse, men indklagede skulle i så fald have henvist klageren til søge oplysning andet sted. Hertil kommer, at klageren ved egen passivitet har påført sig et tilbagebetalingskrav. Ifølge erklæringen fra februar 1994 forpligtede klageren sig til straks at meddele de sociale myndigheder, hvis der skete ændringer i hans indkomst eller formueforhold, herunder hvis indbetalinger til kapitalpensionen ophørte. Klageren modtager endvidere en pensionsmeddelelse mindst en gang årligt, hvoraf fremgår, på hvilket grundlag pensionen er beregnet; heraf er fremgået, at klageren indbetalte på kapitalpensionen. Klageren forholdt sig passiv til meddelelserne og har ikke ændret oplysningerne til de sociale myndigheder. Til støtte for den mest subsidiære påstand har indklagede anført, at passiviteten på et tidspunkt må få indflydelse på tabets størrelse som følge af, at klageren en gang årligt er blevet gjort opmærksom på, på hvilket grundlag pensionen blev givet. Klagerens tab er ikke så stort som anført, idet den skattepligtige indkomst for 1997 skal reguleres med det tilbagebetalte beløb i henhold til tilbagebetalingskravet. Der skal derfor tages hensyn til den skattebesparelse, som tilbagebetalingen medfører.
Ankenævnets bemærkninger:
Bestemmelserne i lov om social pension kan føre til, at størrelsen af en førtidspension er afhængig af, om pensionisten indbetaler til en kapitalpensionsordning. Er størrelsen af førtidspension således beregnet ud fra den forudsætning, at den pågældende indbetaler til en kapitalpensionsordning, kan den beregnede førtidspension blive reduceret, såfremt pensionisten ophører hermed. Dette var tilfældet for klageren i denne sag.
Det lægges til grund, at klageren - i forbindelse med, at han i 1994 blev førtidspensioneret - drøftede en eventuel ophævelse af kapitalpensionsordningen med indklagede. Ankenævnet finder, at indklagede ved den pågældende lejlighed burde have orienteret klageren om risikoen for, at hans førtidspension ville blive reduceret, såfremt han besluttede sig for at ophæve sin kapitalpensionsordning uden samtidig at etablere en ny ordning, og at indklagede ikke gav klageren denne orientering. I hvert fald under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at indklagede må bære risikoen for, at klagerens opmærksomhed ikke blev henledt på forholdet, da han senere samme år anmodede om at få kapitalpensionsordningen ophævet. Det bemærkes herved, at det er ubestridt, at den medarbejder hos indklagede, der modtog klagerens anmodning om ophævelsen af kapitalpensionsordningen, var bekendt med, at den ønskede ophævelse var begrundet i, at klageren havde modtaget førtidspension.
Klageren har oplyst, at det på pensionstidspunktet var hans hensigt at fortsætte med at indbetale på kapitalpensionen i 1994 og 1995. Det lægges herefter til grund, at klageren ville have fortsat indbetalingerne på sin kapitalpensionsordning i disse år eller ville have etableret en ny ordning, hvis indklagede havde gjort ham opmærksom på konsekvenserne af, at han ikke fortsatte indbetalingerne på kapitalpensionsordningen eller havde henvist ham til at rette henvendelse til de sociale myndigheder. Indklagede må herefter anses for ansvarlig for det tab, som klageren har lidt i forbindelse med, at han ikke fortsatte indbetalingerne på en kapitalpensionsordning.
Som anført af indklagede påhvilede der klageren en pligt til at underrette de sociale myndigheder om, at han ophørte med at indbetale til kapitalpensionsordningen. Havde klageren på et tidligere tidspunkt orienteret de sociale myndigheder om ændringen, ville klageren være blevet bekendt med konsekvenserne og kunne have begrænset tabet ved for eksempel at oprette en ny kapitalpension.
Herefter er indklagede alene forpligtet til at udrede en erstatning til klageren, svarende til den nedsættelse af hans pension i 1994 og 1995, der skyldes ophævelsen af kapitalpensionen, henholdsvis 16.875 kr. og 19.680 kr., i alt 36.555 kr. med fradrag af den skat, som klageren måtte få tilbagebetalt som følge af nedsættelsen af førtidspensionen.
Medlemmerne Niels Busk og Peter Nedergaard, der tilslutter sig det foran anførte, udtaler:
Allerede på grund af retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning må afgørelsen falde ud som ovenfor. Vi henviser i den forbindelse især til bestemmelserne i punkt 2, generalklausulen: "Rådgivningen skal sikre, at kunden får anbefalinger og vejledninger af høj professionel standard. Den skal give kunden mulighed for at indrette sin adfærd mest hensigtsmæssigt, herunder tilvejebringe den information, der er nødvendig for, at kunden bedst muligt kan træffe beslutning i overensstemmelse med egne interesser".
Som følge af det anførte